Havbrug
Bestyrelsen

Hvorfor ligger havbrugene i havet?

Sådan spørger Torben Kaas, næstformand i Friluftsrådet og argumenterer for de store gevinster, der er for miljø, natur og friluftsliv, hvis man lægger havbrugene på land.

Havdambrugene er omgærdet massivt af problemer. Så mange, at miljø- og fødevareministeren nu har besluttet sig for at gennemføre en undersøgelse af området.

Problemer problemer problemer

Kigger vi et øjeblik alene på de lovligt drevne havdambrug, så er der problemer med undslupne fisk, som ikke hører hjemme på de pågældende lokaliteter, der er problemer i forhold til sejlads og andre aktiviteter på havet, og så er der et stort miljøproblem på grund af den store koncentration af fisk, der fodres intensivt på begrænsede områder.

Dertil kommer problemerne fra de havdambrug, som ikke mener, reglerne gælder for dem. Det er først og fremmest overskridelse af tilladelserne til produktionens størrelse og så de absurde sager, hvor man har eksotiske fiskearter gående uden at have de nødvendige tilladelser. De fiskearter ser vi nu som undslupne og potentielt invasive arter i vores havområder. 

Havbrugsvirksomheder, som af hensyn til bundlinjen fastholder en produktionsform, hvor de optager store fælles arealer og ødelægger dem med forurening og fremmede fiskearter bør lægges på land.
Torben Kaas, næstformand i Friluftsrådet

Lad havbrug gå i land

Løsningen på det hele er at lægge havbrugsproduktionen på land i stedet for i havet. Så slipper vi for udslip af fremmede fisk i vores natur, man kan slutte produktionen til rensningsanlæg, og kontrollen med fodermængder og fiskearter bliver meget nemmere.

Og så bliver vi ikke mindst fri for den barriere for sejlads, kajakroning, dykning, fiskeri og surfing som de kystnære og ofte dårligt markerede havdambrug er. Den rekreative færdsel på havet trænger i den grad til at blive tilgodeset.

Lyt til friluftsfolket - der er penge i det

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

En fjerdedel af alle danskere dyrker hvert år aktiviteter på havet og bruger penge på udstyr og serviceydelser i den forbindelse.

Hold det op imod de forholdsvis få havbrugsvirksomheder, som af hensyn til bundlinjen ønsker at fastholde en produktionsform, hvor de optager store fælles arealer og ødelægger dem med forurening og fremmede fiskearter.

Hermed en opfordring til regeringen om at gøre brug af lovgivningens muligheder for ikke kun at fremme erhvervsinteresser men også at tilgodese de rekreative interesser, der er så mange af ved havet. Intet område egner sig bedre til det end her, hvor man med et enkelt greb kan løse langt de fleste problemer med havbrugene. Læg dem på land!

 

 

Mere om havbrug

Både på Roskilde FJord
Friluftrådet er bekymret over udsigten til flere dambrug på havet. Ikke alene forurener havdambrug - de giver også store problemer for dem, der færdes på havet. Sejlere, roere, dykkere, fiskere og surferes muligheder for at dyrke friluftsaktiviteter indskrænkes voldsomt.
Havbrug begrænser adgang på havet
Der skal ryddes op i tilladelserne til at drive havbrug i danske fjorde og farvande. Det glæder Friluftsrådet, der tidligere har argumenteret for, at havbrug har negative konsekvenser for friluftsaktiviteter på og ved vandet. Der skal ikke kun tages hensyn til erhvervsinteresser på havet.
Mere om

Torben Kaas er næstformand i Friluftsrådet, indstillet til bestyrelsen af Danmarks Sportsfiskerforbund. 

Blogindlæg skrives på skift af bestyrelsesmedlemmer i Friluftsrådets bestyrelse. Indlæg er udtryk for skribenternes egen holdning.

Deltag i debatten - se mere her