Børn gror i natur - vandpyt
Andre / ekstern

Mens gummirøjserne stadig er små

Vil vi også i fremtiden sikre en stærk friluftstradition i Danmark er det altså nu, at vi skal invitere børn og unge med ud i naturen. Ud, hvor de får sved på panden, ser verden fra en trætop, skråler om kap med vinden og mærker stilheden, når rimfrosten knaser under støvlerne. Sådan siger Annesofie Bjerre fra Det Danske Spejderkorps i dette blogindlæg. Hun stiller op til formandsposten i Friluftsrådet, når der skal være valg til april.

Er man i tvivl om, hvordan det står til med friluftslivet herhjemme, skal man blot tage i skoven en lørdag formiddag: Her er mountainbikere på sporene, vandrere på stierne og liggeunderlag i shelterne. Ude på fjorden vugger SUP’ere og kajakker. Og ved det lokale naturcenter mødes både orienteringsløbere og ornitologer. Det går heldigvis rigtig godt for friluftslivet herhjemme.

Men mens der de seneste år er sket det glædelige, at flere og flere danskere har fået øjnene op for friluftslivet, viser undersøgelser samtidig, at vi har dårlig fat i særligt én målgruppe: Nemlig børn og unge.

Jo, godt nok har spejderbevægelsen, som jeg selv har baggrund i, set en markant medlemsfremgang i de seneste år. Men det forslår desværre som et ildstål i en snestorm.

Et aktivt friluftsliv er et vigtigt element i det gode børneliv. Børn og unge, der bruger tid i naturen, udvikler både bedre motorik, koordination og læseevner. De bliver gladere, mindre stressede og bedre til at fokusere.
Annesofie Bjerre
Annesofie Bjerre
Annesofie Bjerre fra DDS stiller op som formand i Friluftsrådet, når der er valg til posten 30. april 2019

Friluftsrådets undersøgelse fra 2018 kunne fx vise, at 66 % af de 2-15-årige aldrig har prøvet at sove i naturen eller bygge en hule. Og 50 % har aldrig oplevet stjernehimlen funkle. Samtidig viser internationale undersøgelser, at danske børn ligger i bund når det gælder fysisk aktivitet, men helt i top, når det gælder skærmtid.

Der er flere gode grunde til, at vi skal have vendt den udvikling.

For det første, fordi et aktivt friluftsliv er et vigtigt element i det gode børneliv. Børn og unge, der bruger tid i naturen, udvikler både bedre motorik, koordination og læseevner. De bliver gladere, mindre stressede og bedre til at fokusere.

For det andet, fordi undersøgelser viser, at fremtidens friluftsbrugere og naturelskere i høj grad formes, mens gummirøjserne stadig er små. Eller sagt på en anden måde: Tilbringer man som barn tid i naturen, er man mere tilbøjelig til også som voksen at dyrke friluftslivet og være positivt stillet for naturbeskyttelse.

Vil vi også i fremtiden sikre en stærk friluftstradition i Danmark er det altså nu, at vi skal invitere børn og unge med ud i naturen. Ud, hvor de får sved på panden, ser verden fra en trætop, skråler om kap med vinden og mærker stilheden, når rimfrosten knaser under støvlerne.

Friluftsrådet skal fortsætte sit arbejde for at bevare og oprette flere naturområder samt øge tilgængeligheden til naturen og efterkomme behov for faciliteter i naturen som fx toiletter, madpakke-bænke og shelters. Naturen skal findes i kort afstand til, hvor vi bor.
Annesofie Bjerre

Vi kan fortsat gøre meget i Friluftsrådet for at invitere børn og unge ud i naturen. Bl.a. skal Friluftsrådet fortsætte sit arbejde for at bevare og oprette flere naturområder samt øge tilgængeligheden til naturen og efterkomme behov for faciliteter i naturen som fx toiletter, madpakke-bænke og shelters. Naturen skal findes i kort afstand til, hvor vi bor.

Og så skal Friluftsrådets medlemsorganisationer fortsat bidrage til at sikre muligheder fra brede friluftsoplevelser til den ekstreme adventurespecialist.

Vi skal sikre information og inspiration, der hvor børn, unge og voksne er, så den enkelte bliver fortrolig med friluftslivet og ved, hvordan vi bedst passer på naturen. Så former vi nemlig fremtidens friluftsbrugere og naturforkæmpere i Danmark, mens gummirøjserne stadig er små.

 

Missing indholdselement.
Læs mere om Annesofie Bjerre, kandidat til formandsposten i Friluftsrådet