Skov er skævt fordelt: vi skal have mere offentlig skov
Teksten har været bragt i Information 17. september 2019
Forhandlingerne om Danmarks første klimalov er i fuld gang, og den nye regering med de grønne ambitioner har blandt andet peget på skovrejsning som et vigtigt virkemiddel i kampen mod klimaforandringerne. Der er nu sat penge af til skovrejsning på private arealer på regeringens forslag til finanslov.
Det er godt, at skovrejsning får en håndsrækning og fornyet opmærksomhed, for mere skov gavner klimaet og giver samtidig bedre muligheder for naturoplevelser og et aktivt idræts- og friluftsliv. Derfor skal skovrejsning endnu højere op på den politiske dagsorden – og samtidig bruges som løftestang til at give befolkningen mere lige adgang til naturen.
Skæv skovadgang
Skovrejsning optager CO2, giver mere plads til natur, og det er godt for grundvandet. Og så er det godt for borgerne, for rigtig mange danskere bruger skovene i fritiden. Naturen er især de voksnes favoritsted at dyrke idræt – i gennemsnit kommer vi i skoven 38 gange om året – og andelen af borgere, der dyrker idræt i naturen, er steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016.
Vi ved også, at jo tættere på en skov, vi bor, jo mere bruger vi den i hverdagen, og at otte ud af ti oplever, at idræts- og friluftsaktiviteter forbedrer deres psykiske velvære og fysiske form og helbred.
Desværre er der stor ulighed i mulighederne for at dyrke idræt- og friluftsliv i skovene, alt efter hvor i landet man bor, viser en undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund. Adgangen til skov er nemlig skævt fordelt.
Ikke bare varierer antal kvadratmeter skov pr. indbygger fra 0,1 kvadratmeter på Frederiksberg til 14.400 kvadratmeter på Læsø.
Tre fjerdedele af Danmarks skovareal er privatejet – i 44 af landets kommuner er mere end 80 procent af skovarealet privatejet – og det er især det, der begrænser mulighederne for friluftsliv og -aktiviteter.
Bor du på Fyn, på Lolland eller Vestsjælland er det ikke nemt at finde en skov, hvor du kan tage din kæreste i hånden og gå måneskinstur, og hvor dine børn kan plukke blomster og brombær i skovbunden. Her er skovene nemlig primært privatejede, og der må man f.eks. ikke færdes efter solnedgang, og man må ikke gå uden for stier og veje, hvis man vil plukke svampe, se på fugle eller finde en rolig plet at slå sig ned.
Der er ofte heller ikke samme muligheder for at være aktiv, fordi der ikke er faciliteter til mountainbikekørsel, trailløb, orienteringsløb, ridning og lejrliv. Det går ud over borgerens sundhed og livskvalitet, for vi ved fra de offentlige skove, at faciliteter i stor stil trækker danskerne ud i skoven for at være aktive.
Mulighederne for at få glæde af skoven, gennem faciliteter og gode adgangsforhold, som vi finder i de offentlige skove, er altså skævt fordelt mellem landsdelene.
Ret op på ulighed
Set i det lys er det sund fornuft at prioritere skovrejsning højt og afsætte flere skovrejsningsmidler, end det hidtil har været tilfældet.
Siden 2016 er midlerne til statslig skovrejsning faktisk faldet drastisk. Men Danmark kan komme på sporet igen ved at prioritere flere midler til statslig skovrejsning samt ved at åbne for, at kommuner igen kan få tilskud fra de private midler til skovrejsning. Endelig kan man stille krav til private skovejere om god offentlig adgang, når de får offentlig støtte til skovrejsning.
Men det er ikke ligegyldigt, hvor i landet nye skove rejses. Vi får som samfund klart mest for pengene, hvis regeringen prioriterer at rejse bynær skov, som har langt den største samfundsmæssige værdi, fordi mange mennesker bruger de bynære skove.
Og når man nu er i gang, giver det god mening at rette op på den geografisk skæve fordeling af offentlig skov. Skovrejsning bør målrettes landsdele, hvor der i dag er meget lidt offentlig skov.
Sådan får alle danskere bedre adgang til at bruge vores fælles natur, og regeringen kan med målrettet skovrejsning både bidrage til at løse klimaproblemerne og sikre lige adgang til natur og lighed i sundhed for befolkningen. Det er win-win, når det er bedst.
