Nyhed

Nyt projekt skal bane vejen for bedre netværk af stier

Far og datter på cykeltur i Naturpark Nissum Fjord
Danmark halter bagefter i forhold til andre lande, hvad angår et sammenhængende netværk af stier og ruter til friluftsliv. Friluftsrådet har givet fem millioner kroner i tilskud til et nyt projekt, som skal løfte den rekreative infrastruktur i Danmark.

Mange danskere har som konsekvens af corona-pandemien fået øjnene op for de autentiske naturoplevelser, man kan få i Danmark. Men hvis potentialet for blandt andet vandre- og cykelturisme skal forløses, er der behov for en langsigtet og sammenhængende udvikling af den danske infrastruktur.

Derfor iværksættes nu en ny indsats omkring udvikling af et nyt, sammenhængende knudepunktssystem. Som en del af den politiske aftale om sommerpakken 2020 har regeringen afsat 20 mio. kr. til, at Dansk Kyst- og Naturturisme kan udvikle, pilotteste og udbrede et nationalt knudepunktsystem gennem initiativet ”Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark”.

"Størstedelen af Danmarks officielle cykelrutenet er skabt med det formål at kunne komme fra A til B, og mange af ruterne er derfor ikke relevante for cykelgæsten, som har de gode oplevelser og fleksibilitet for øje. Vi står derfor overfor en grundlæggende national udfordring," fortæller Jacob R. Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef i Dansk Kyst- og Naturturisme..

Projektet tager afsæt i en kortlægning af infrastrukturen for et knudenetværk samt udvikling af et skiltekoncept og en digital formidlingsplatform. Der gennemføres desuden en række demonstrationsprojekter i udvalgte kommuner. 

Danmark halter bagud

Friluftsrådet har derudover bevilget 5 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til at Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Vandrelaug og Dansk Cykelturisme kan udvikle og teste en metode til kortlægning samt formidling af rekreative stier og ruter i Danmark. 

Fokus er også her på cykel- og vandreegnet infrastruktur, men med henblik på at kunne skalere til også at omfatte øvrige friluftsbrugere som for eksempel ryttere og trailløbere. 

- Vi er meget glade for at kunne støtte projektet, der kan være et vigtigt første skridt til et sammenhængende netværk af stier og ruter til friluftsliv i Danmark. Det er i dag alt for svært for både lokale og turister at planlægge ture ud i naturen, fordi der ikke er en fælles platform til formidling af, hvilke stier og ruter der findes, og fordi der ikke er den tilstrækkelige sammenhæng mellem stierne mange steder. Danmark halter klart bagud i forhold til andre lande på den front, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Flere muligheder - også for lokale

Det er ikke kun turister, som vil få glæde af et stærkere netværk af stier til friluftsliv. Også lokale borgere vil få forbedret deres muligheder for at komme ud i naturen.

"Vi har længe kæmpet for et nyt rekreativt netværk, som er synligt ude i marken og digitalt. Et netværk, som er tilgængeligt uanset, om man er lokal borger eller gæst, og et netværk, der inviterer til, at enhver kan planlægge lige præcis den tur, som passer – uanset om man er til lange cykelture eller korte vandreture," fortæller Jesper Pørksen, direktør i Dansk Cykelturisme.

Nemt at planlægge ture

Projektet omfatter desuden nye måder at synliggøre infrastrukturen testes analogt såvel som digitalt. Det skal nemlig være nemt og tilgængeligt at planlægge cykel- og vandreture, uanset om man begiver sig ud på en dagstur eller længere ture med særlige præferencer. 

"Vandreturismen rummer et enormt potentiale i Danmark, men den nuværende infrastruktur har den udfordring, at det til tider kan være svært at finde rundt – både for rutinerede vandregæster såvel som nye målgrupper, der har fået øjnene op for Danmarks mange naturperler. Med dette projekt håber vi på at kunne samle netværkerne på én fælles platform, som kan formidle stederne, og sikre bedre adgang til naturen og styrke servicekvaliteten på ruterne via bedre afmærkning," siger Steen Kobberø-Hansen, som er landsformand i Dansk Vandrelaug.  

Mennesker går tur i Naturpark Vesterhavet
Den danske natur byder på masser af gode naturoplevelser, men sammenlignet med andre lande i Europa halter infrastrukturen til for eksempel vandre- og cykelture i Danmark. Der er behov for et sammenhængende sti- og rutenetværk og en fælles formidlingsplatform, lyder det fra Friluftsrådet.
Sti langs kysten i Nordsjælland
Der er stort behov for et sammenhængende sti- og rutenet i Danmark, en ensartet platform der kan skabe overblik og faste standarder. Sådan lød det fra fem organisation på Naturmødet i Hirtshals, da Friluftsrådet præsenterede en ny rapport om fremtidens stier og ruter.
Miljøministeren og Friluftsrådets formand ved Susåen
Flet sammen og bind sløjfer, så vi får et nationalt netværk af stier og ruter for dem, der vil ud og være aktive i naturen. Det var Friluftsrådets budskab på en gåtur ved Susåen med miljøminister Lea Wermelin i morges. Anledningen var, at Naturstyrelsen formidler 100 stier og ruter, og de naturoplevelser, man kan få undervejs.
Kløversti
Stier og ruter til vandring, cykling og ridning naturen er attraktive mål for friluftsfolk og turister. Men der er plads til forbedring i kommunernes formidling af stier og ruter til friluftsliv, mener Friluftsrådet på baggrund af en stikprøveundersøgelse af 13 kommuners meget forskelligartede formidling.