Nyhed

Danmark går glip af potentiale for naturturisme og friluftsliv

Mennesker går tur i Naturpark Vesterhavet
Den danske natur byder på masser af gode naturoplevelser, men sammenlignet med andre lande i Europa halter infrastrukturen til for eksempel vandre- og cykelture i Danmark. Der er behov for et sammenhængende sti- og rutenetværk og en fælles formidlingsplatform, lyder det fra Friluftsrådet.

Mange danskere kommer sandsynligvis til at tilbringe sommerferien inden for landet grænser, måske med planer om længere vandreture eller cykelferie. Desværre er det i Danmark ikke altid helt let er få overblik over stier og ruter til friluftsliv. I modsætning til flere andre lande i Europa er der i Danmark ikke noget nationalt system til mærkning, etablering og formidling af stier og ruter til friluftsliv. 

Det er en skam, mener Friluftsrådet.

”Der er stor interesse for eksempelvis vandring og cykelturisme i Danmark i øjeblikket, så derfor er det ærgerligt, at sammenhængen i stier og cykelruter ikke er bedre. Der er i dag ingen fælles platform til formidling af, hvilke stier og ruter der findes. Det betyder, at det som bruger er meget svært at få overblik over, hvor man kan tage hen, og hvad man kan forvente af den sti eller rute, man vil ud på. Derudover er der også stort uforløst potentiale i at koble nogle af de eksisterende stier og ruter, så man ikke kun kan komme fra A til B, men får flere muligheder for rundture og kan planlægge sin tur mere fleksibelt,” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Friluftsrådet foreslår, at der etableres et sammenhængende netværk af stier og ruter, som dækker hele landet, og at dette formidles på en samlet platform.

Danmark kan lære af andre lande

En rapport fra 2019 udarbejdet af Københavns Universitet og BARK Rådgivning belyser, hvordan adskillige af de lande, som vi normalt sammenligner os med, har et langt mere udviklet systemet til rekreativ infrastruktur end Danmark. 

I Holland har man gode erfaringer med et såkaldt knudepunkt-system til cykelruter, som dækker hele landet. Her er over 35.000 kilometer cykelruter forbundet i et finmasket net med nummererede knudepunkter, der gør det muligt at skræddersy sin helt egen rute. Ruterne formidles på en app, trykte cykelkort, skiltning og oversigtskort undervejs på ruterne.

I Schweiz er der i løbet af en årrække blevet udviklet et nærmest enestående system, der organiserer stier og ruter – både vandrestier, cykelstier, kanoruter og skiløjper – i et fælles system på en hjemmeside og gennem ensartet formidling i landskabet.

Tyskland har et vidt forgrenet net af vandrestier, som omfatter både korte rundture og lange, internationale vandreruter. Her arbejder man blandt andet med certificering af såkaldte kvalitetsvandreveje, som udpeges efter en række kvalitetskriterier, for eksempel til stiens overflade og bredde, skiltning og naturmæssig kvalitet.

Går glip af potentiale

Friluftsrådet påpeger, at de udenlandske erfaringer viser, hvordan de etablerede infrastrukturer har haft stor betydning for udviklingen af friluftsliv, naturturisme og erhvervsudvikling, og at der derfor er et stort uudnyttet potentiale i at gå i sammen retning i Danmark.

”Rapporten viser, at der er behov for, at vi gør noget, hvis vi ikke skal sakke yderligere bagud og dermed gå glip af det store potentiale. Der er behov for en nationalt koordineret indsats, for ellers bliver det bare lappeløsning på lappeløsning,” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.