Nyhed

Tænd bål med omtanke

foto af bål med rist over og knækbrød der bages på risten
Det er hyggeligt at tænde bål, og herligt at lave mad over gløderne. Men hold øje med brandfare og tørke og tænd kun bål i naturen der, hvor du må.

For mange friluftsmennesker er der ikke noget bedre end at få varmen, tørre sokkerne eller sætte vand over bålet til en kop kaffe. Et bål er et samlingspunkt og både praktisk og hyggeligt, når man er på tur.  

Dog må man ikke tænde bål hvor som helst eller når som helst i naturen. I tørre somre er der afbrændingsforbud og man må kun tænde bål på bålpladser, der er etableret i forvejen.

"Der er nogle grundregler, når man tænder bål i naturen især om sommeren. For det første må man kun tænde bål på etablerede bålpladser. Og selvom det har regnet kan der godt være rigtig tørt lige nede under græsset. Derfor skal man altid slukke bålet helt inden det forlades og er det tørt eller er der risiko for afbrændingsforbud bør man have trangia eller andet kogeblus med, så man ikke er afhængig af, at tænde bål for at få lavet mad" siger Sune Møller Petersen, der er naturvejleder og ansat i Friluftsrådet.   

Friluftsrådet har samlet en guide til båltænding og gode tips og tricks til madlavning på bål og trangia.

Meget lækker mad kan laves i et stormkøkken
Mad under åben himmel smager himmelsk, og behøver ikke være svært at lave. Er man lidt kreativ og har et stormkøkken - en trangia eller brænder - kan man kreere en masse lækkerier. Se her, hvordan du gør, og få inspiration til friluftsmad.
infografik med reglerne om bål