Nyhed

Nye vejledninger skal gøre det nemmere for lystfiskere med gangbesvær eller handicap at få fisk på krogen

Handicapvenlig fiskeplatform
Tilgroede stier og forsømte og dårligt udførte handicapfiskepladser spænder ben for, at gangbesværede og mennesker med et handicap også kan komme til fiskevandet. Danmarks Sportsfiskerforbund tager fat om problemet med en række vejledninger henvendt til blandt andet kommuner og foreninger, der ønsker at lave optimale handicapegnede fiskepladser.

Mange er enige om, at lystfiskeri er lig med livskvalitet. Det bringer os tættere på naturen og giver os mulighed for at deltage i et betydningsfuldt fællesskab.

Det er bare ikke lige let for alle at få adgang til fiskeoplevelserne. For en lystfisker, der er gangbesværet eller har et handicap, kan mange forhold forhindre en fisketur. For eksempel ujævnt terræn eller mangel på gode fiskeplatforme. Det vil Danmarks Sportsfiskerforbunds handicapudvalg gerne lave om på ved hjælp af en række vejledninger, der helt konkret udpensler, hvilke kriterier der bør være opfyldt ved sø, å, put and take og kyst. 

Person med handicap fisker fra stranden
Sportsfiskerforbundets bestyrelse nedsatte i foråret 2022 et handicapudvalg, der netop arbejder for bedre muligheder for, at mennesker med handicap kan komme på fisketur i naturen.

– Disse vejledninger er lavet til alle interessenter, som ønsker at etablere en fiskeplads for lystfiskere med gangbesvær eller et handicap. Det, vi kalder en handicapegnet fiskeplads. Vejledningerne indeholder de anbefalinger, vi som minimum vurderer, skal opfyldes, for at det er en god og forsvarlig fiskeplads, forklarer Egon Dall, der sidder i Danmarks Sportsfiskerforbunds handicapudvalg.

Danmarks Sportsfiskerforbunds handicapudvalg

Sportsfiskerforbundets bestyrelse nedsatte i foråret 2022 et handicapudvalg, der netop arbejder for bedre muligheder for, at mennesker med handicap kan komme på fisketur i naturen.

Udvalgets opgave er bl.a.:

  • At drøfte og indsamle viden om mulighed og udfordringer for at fiske med et handicap
  • At indsamle viden om handicapegnede fiskesteder, samt hvordan de vedligeholdes
  • At give foreninger og det et offentlige råd i forhold til oprettelse og drift af handicapegnede fiskepladser

Egon Dall, der sidder i Danmarks Sportsfiskerforbunds handicapudvalg, blev kørestolsbruger efter en hjerneblødning og besluttede allerede fra hospitalssengen, at det ikke skulle forhindre ham i at fortsætte som lystfisker.

Han er selv kørestolsbruger og har erfaret, at mange fiskepladser er svært tilgængelige for mennesker med et handicap, eller at allerede etablerede pladser ikke fungerer i praksis. 

– Ved anlæg af en handicapegnet fiskeplads er der især tre forhold, som er vigtige at iagttage: Placeringen af fiskepladsen, hvor der er gode muligheder for fangst. En almindelig, gående lystfisker går rundt og finder de steder, hvor fiskene står. Det kan lystfiskeren med et handicap og gangbesvær ikke. Dernæst indretningen af fiskepladsen, så kast med spinnestang eller fluestang er nemt, og landing af fisk er muligt. Pladsen skal indrettes, så lystfiskeren kan håndtere sit grej her. Endelig er det afgørende, at sikkerheden er i orden, så lystfiskeren trygt kan færdes i kørestol, med stok eller rollator, slutter han. 

Er du forening eller kommune, så kan du finde vejledningerne her, og Danmarks Sportsfiskerforbunds handicapudvalg står altid klar til at hjælpe ved spørgsmål eller i konkrete sager. 

Handicapvenlig fiskeplatform med lavt rækværk
Egon Dall har gjort sig erfaringer med mange forskellige handicapegnede fiskepladser og konstaterer, at alt for mange af anlæggene er misligholdte og dermed ubrugelige for lystfiskere med et handicap.
annika handicap natur for alle
En ny søgefunktion på udinaturen.dk gør det nu muligt for mennesker med handicap at finde information om tilgængelige ruter og naturoplevelser. Kortlægningen og formidlingen er skabt i kraft af projektet Natur for Alle, som er støttet af Udlodningsmidler til Friluftsliv.   
Far og søn ved shelter i Naturpark Åmosen
Friluftsrådet ønsker at forbedre de fysiske rammer for befolkningens friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen.