Nyhed

“Det gør det nemmere at være os, når vi gerne vil ud i naturen”

annika handicap natur for alle
En ny søgefunktion på udinaturen.dk gør det nu muligt for mennesker med handicap at finde information om tilgængelige ruter og naturoplevelser. Kortlægningen og formidlingen er skabt i kraft af projektet Natur for Alle, som er støttet af Udlodningsmidler til Friluftsliv.   

“Jeg tror godt, jeg kan køre ned selv.”

Vi er på Østerstrand i Fredericia. Annika Mørk Jensen har med hjælp fra sin ledsager fået sin kørestol op ad en mindre bakke langs stranden og deroppefra nydt udsigten over Lillebælt. Nu skal hun ned igen.

Annika mørk Jensen
Annika Mørk Jensen kan godt lide at udfordre sig selv, men nogle gange kan det gå næsten galt, når hun er i naturen.

Annika Mørk Jensen sætter den elektriske kørestol i gang og styrer determineret mod skråningen. Ruller let hen over det flade græs og triller langsomt ned ad den stampede sti.

Midtvejs går det galt - hældningen er stejl, og tyngdekraften vipper kørestolen fremover.

Annika Mørk Jensens ledsager når at gribe hende, men det er ikke altid tilfældet.

“Jeg er væltet ned af en skråning med min kørestol, fordi underlaget snød mig, jeg er væltet på hovedet ned af en bakke, fordi bakkens hældning var mere stejl end først antaget, jeg har siddet fast i sandjord. Disse situationer kan forhindres med den nye funktion på udinaturen.dk, fordi nogen har testet ruten,” siger Annika Mørk Jensen. 

Den nye funktion på udinaturen.dk er lige præcis, at nogen har testet ruten. Men ikke bare det.

Den er især, at det nu er muligt på udinaturen.dk via en lang række detaljerede informationer at få overblik over indtil videre 100 tilgængelige ruter og naturoplevelser rundt om i Danmark.

Det betyder, at mennesker med handicap, såvel som ældre, gangbesværede og familier med børn i barnevogne kan finde oplagte ruter ved at søge på parametre som handicaptoilet, hældningsgrad, udsigtstårne, badesteder eller fiskepladser uden trapper, sheltere med lift, elladestik til kørestol, ruter der ikke går gennem indhegninger med dyr og en lang række øvrige krav og ønsker, som gør det lettere og mere overskueligt at tage ud i naturen.

“Det giver en sikkerhed og en tryghed, som betyder meget,” siger Annika Mørk Jensen.

Frontløberne i Natur for alle ved Musholm handicap

Projektet Natur for Alle

De nye tiltag med kortlægning og formidling om tilgængelighed i den danske natur er skabt på baggrund af projektet Natur for Alle.

Projektet er forankret i Videnscenter om Handicap og blandt andet støttet af Udlodningsmidler til Friluftsliv med tre millioner kroner.

“For mennesker der lever med et handicap, kan der være barrierer, der gør det svært at komme ud, selvom man har lysten. Det arbejder vi gennem projektet Natur for Alle på at gøre op med,” siger projektleder Lærke Falstaff fra Videnscenter om Handicap.

“Det har tidligere været svært at finde oplysninger om tilgængelighed. Nu kan man finde informationer og inspiration til planlægningen, så man med ro i maven kan tage ud på tur,” fortsætter hun.

En af Friluftsrådets vigtige mærkesager er at skabe adgang til naturen for alle. Direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll, er derfor begejstret for de nye muligheder på udinaturen.dk.

“At kunne komme ud i naturen og få de oplevelser, det giver, er en grundlæggende ret for os alle. Jeg er derfor rigtig glad for, at det med støtten fra Udlodningsmidler til Friluftsliv er blevet muligt at kortlægge og skabe et nemt overblik over ruter og oplevelser derude, som er tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Jeg er overbevist om, at det vil betyde meget for mennesker med handicap, men også eksempelvis ældre og andre, der har brug for vished om rutens beskaffenhed, inden de drager ud,” siger Winni Grosbøll.

natur for alle handicap

3o frivillige frontløbere

Annika Mørk Jensen er ikke bare kørestolsbruger, hun er også en af de 30 frivillige frontløbere i projektet, som er personer med handicap og interesse for naturen, der gennem egne aktiviteter inspirerer andre med handicap til at komme ud.

Det betyder for Annika Mørk Jensens vedkommende, at hun arrangerer ture for andre, og i den kontekst er den ny funktion og overblikket over tilgængelige naturoplevelser ekstra vigtig.

Tre af Annikas favoritture

Pipstornskoven

  • Gode brede stier og mange steder med bord/bænke samt en naturlegeplads og mulighed for at booke bålsted
  • Flot skov og flere steder, hvor man kan læse historier om området
  • Ruten er 2 km lang

Rundt om Ringe sø

  • Flot rute med rigt dyreliv og mulighed for at se kunstbænken, køre op på udkigspladsen og kigge ud over Ringe by eller fortsætte ad Kærlighedsstien mod byen
  • Meget handicapvenlig rute og har man børn med, kan de lege på Jernalderlegepladsen
  • 2,5 km lang

Nørresø rundt

  • Et dejligt naturområde i flot skovområde ved Nørresø og med en god sti hele vejen rundt
  • Ruten er i den lange ende (seks km), men god mulighed for hvil undervejs på bænke eller stubbe
  • OBS. Intet handicaptoilet i nærheden 

De tre ruter ligger alle i Annikas lokalområde på Fyn. Find mange flere handicapvenlige ruter i hele landet på udinaturen.dk

“Jeg havde i sidste uge 22 deltagere med på tur til Gyldensten Strand. Jeg var inde på udinaturen.dk og se på beskrivelsen, inden jeg tog ud for at inspicere området. Det gav mig en ekstra sikkerhed," siger Annika Mørk Jensen og fortsætter:

“Når jeg planlægger en tur og skal have andre med, er jeg nødt til at have styr på alt, fordi jeg skal sikre mig, at alle deltagere får en succes ud af turen. Jeg har også ofte mennesker med, der ikke har prøvet at være i naturen med deres kørestol eller handicapscooter, og hvis jeg føler sikkerhed, får jeg vist deltagerne, at de med tryghed kan følge efter mig. Med det her vil jeg nok komme mere ud på flere succesture, hvor jeg ikke selv skal ud og udforske områderne først. Det åbner for nogen nye muligheder,” siger Annika Mørk Jensen.

annika mørk jensen handicap naturforalle

Forskellige behov

Søgemulighederne i forbindelse med Natur for Alle er udviklet med input fra mennesker med handicap og har fokus på behovet hos mennesker med både fysiske, sensoriske, kognitive og psykiske handicap. 

Der må rigtig gerne være et bålsted, hvor jeg får følelsen af, at jeg kan være med fra min stol.
Annika Mørk Jensen

For Annika Mørk Jensen, som sidder i kørestol, er det blandt andet visheden om, at der er et handicaptoilet i nærheden, og at hun kan parkere med sin handicapbus, der er vigtigt.

“Og så er jeg typen, der elsker at tage på shelterture, så det er også vigtigt for mig, at jeg kan finde de sheltere, der passer til mit behov. For mig behøver der for eksempel ikke være en lift, men underlaget foran shelteret skal helst ikke være af sand, ligesom det er meget vigtigt for mig, at jeg kan lade min elkørestol op, fordi jeg hurtigt bruger min strøm, når jeg kører rundt i området. Og så må der rigtig gerne være et bålsted, hvor jeg får følelsen af, at jeg kan være med fra min stol. Alle sådanne informationer er godt at kunne læse sig til, inden man drager afsted”.

Det kan man nu, ligesom der for hver tilgængelig rute er detaljerede oplysninger om blandt andet stiens bredde, belægning, besøgsniveau, kobling til offentlig transport og hvorvidt det er muligt at låne et hjælpemiddel ved ruten. 

Annika Mørk Jensen er glad for især den sidste funktion. 

annika handicap natur for alle

"Det betyder meget for mig, at jeg ved på forhånd, om jeg kan booke for eksempel en badekørestol, og hvor den står, når jeg ankommer. Strandoplevelsen er bare ikke den sammen uden en badekørestol, så det er blevet meget nemmere at undersøge på forhånd, så man ikke kører forgæves til en badestrand for kørestolsbrugere." 

Lærke Falstaff supplerer:

"De søgekriterier vi har indarbejdet, har været et udvalg af de mange input, vi har fået gennem en lang række fokusgruppeinterview med mange forskellige handicaporganisationer og patientforeninger. Men vi er forsat meget åbne for at snakke om de nye tiltag og tilpasse tingene, hvis det viser sig, at noget ikke fungerer optimalt for brugerne eller registranterne," siger hun. 

Læs mere om projektet Natur for Alle:

Person med handicap i naturen
Videnscenter om handicap har fået 3 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til et 3-årigt projektet ”Natur for alle”. Projektet skal opbygge en digital platform, som skaber overblik over, hvor der er stier med tilgængelighed for mennesker med forskellige former for handicap.
Kontakt
gitteholtze
Kommunikationskonsulent
24 64 63 91