Høringssvar: Plads til blåt friluftsliv i Københavns Nordhavn
Friluftsrådet glæder sig over planerne om udvikling af et område med maritime og rekreative formål i Københavns nye bydel, Nordhavn. Friluftsrådet opfordrer til, at diverse støttepunkter til blåt friluftsliv eksplicit integreres i udviklingen af dette område, således at formålet som maritimt område indfries. Friluftsrådet hæfter sig endvidere ved de ambitioner, der er for området for både at skabe mulighed for sport og fysisk bevægelse og samtidig, at området skal fremstå grønt og at der skal tages højde for naturhensyn og naturpleje. Friluftsrådet opfordrer derfor til, at der ikke bygges sports- og idrætsanlæg i området, men at der skabes mulighed for fysisk bevægelse i mere naturprægede omgivelser til glæde for de mange brugere af området.