Nyhed

Friluftsorganisationer til politikerne: Nu skal der fokus på adgangsreglerne i naturen

vandring adgang
Medlemmer af Friluftsrådet sender nu en fælles appel til politikerne: Gør adgangsreglerne mindre komplicerede, så danskerne får nemmere adgang til naturen og friluftslivet.

Den danske natur er lige nu populær som aldrig før. Vi tager i skoven, på stranden, går ture, cykler, rider og overnatter mere ude end nogensinde. Samtidig blæser der nye vinde i naturen. Der udlægges urørt skov, markveje nedlægges, jordreformer gennemføres, og Danmark er på vej til at få vildere natur.

Men selv om naturen forandrer sig, og friluftslivet især de senere år har udviklet sig eksplosivt, er adgangslovgivningen ikke fulgt med. Der er både behov for en oprydning og forenkling og der er behov for at udvide adgangen til naturen. Den lange række af love og bekendtgørelser, man skal kende for at vide, hvad man må og ikke må i den danske natur forvirrer både naturgæster og kommuner, der i mange tilfælde skal forvalte lovene.

Den regeljungle har Friluftsrådet længe arbejdet for at få ryddet op i, og på årets generalforsamling onsdag 28. april bakkede medlemsorganisationerne af Friluftsrådet op om at kræve handling fra politikerne.

NU skal der ske noget med adgangsreglerne.

Mulighederne for at kunne færdes i naturen uden forhindringer og komplicerede  regler er en helt afgørende forudsætning for alle former for friluftsliv. Derfor er en forenkling af reglerne vigtigt for alle vores medlemmer.
Niels-Christian Levin Hansen, formand Friluftsrådet

Friluftsrådet har tidligere opfordret politikerne til at nedsætte et adgangspolitisk udvalg, som bl.a. skal se på, hvilke regler der kan forenkles.

Nu kommer Friluftsrådet med ønsket igen - denne gang med opbakning fra paraplyens 85 medlemsorganisationer. 

”Mulighederne for at kunne færdes i naturen uden forhindringer og komplicerede regler er en helt afgørende forudsætning for alle former for friluftsliv. Derfor er en forenkling af reglerne vigtigt for alle vores medlemmer,” siger formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen.

”Vi ønsker os et eftersyn af lovområdet, så befolkningen både får bedre muligheder for at komme ud og bedre kan gennemskue i, hvad man må og ikke må og vi får set på: giver de regler mening for friluftslivet i dag? Den opgave vil være oplagt for et sådant udvalg,” siger Niels-Christian Levin Hansen.   

Kun ti procent kender reglerne

At der er akut behov for mindre komplicerede regler, viser blandt andet en undersøgelse foretaget af Advice for Friluftsrådet i 2019.

Undersøgelsen viste, at kun cirka hver tiende dansker, hvad man må i naturen.

At så mange ikke kender reglerne, har ifølge Niels-Christian Levin Hansen de konsekvenser, at man uforvarende kan komme til at overtræde de regler, der er lavet for at beskytte naturen, eller at man måske går glip af mulige gode naturoplevelser.

”Er man i tvivl om man for eksempel må gå på en strand, som er skiltet med ”Privat område”, vil mange ofte undlade at gå der, selv om de måske faktisk har ret til det,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

”Derudover skal man forholde sig til tidspunktet på dagen, hvis det er en privat skov, årstiden, antal meter til nærmeste beboelse, osv. og end ikke kommunerne kender reglerne til bunds eller forvalter dem ens på tværs af kommunegrænserne,” siger han.

Stor forskel på kommunerne

Sidste år undersøgte Københavns Universitet 30 tilfældigt udvalgte kommuners domme og afgørelser, der handlede om naturbeskyttelseslovens adgangsregler i perioden 2007-2018.

Undersøgelsen viste, at der er meget stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer reglerne, og ifølge forskerne bag undersøgelsen også en relativ stor usikkerhed i kommunerne om reglerne.

Samme billede tegnede sig, da Friluftsrådet fik aktindsigt i alle kommuners forvaltning af nedlæggelse af markveje. Hvor meget man i kommunerne ved og gør for at sørge for borgernes adgang til naturen, varierer voldsomt fra kommune til kommune.

”Dertil kommer så undtagelser, dispensationer og særtilladelser. Så det er jo ikke så underligt, at end ikke embedsmænd kan finde rundt i labyrinten,” siger Niels-Christian Levin Hansen.