Nyhed

Folketingsmedlemmer på vandretur på Camønoen

gruppe af mennesker står og snakker med udsigt på møn
Friluftsrådet inviterede Folketingets miljø- og fødevareudvalg ud på tur på den populære vandrerute Camønoen. Her blev det til en god snak om værdien af stier og ruter, og hvordan de kan give nye oplevelser, binde naturen sammen og sætte gang i lokal udvikling.

Er der en sti, går vi en tur. Stier og ruter er med til at lokke danskerne ud på tur og i onsdags havde Friluftsrådet inviteret medlemmer af Folketingets miljø- og fødevareudvalg ud på tur på den populære vandrerute på Møn, Camønoen. Ud over at nyde udsigten over Østersøen og det kuperede landskab fra Mandemarke Bakker blev det også til gode snakke om vigtigheden af, at Danmark har et nationalt net af stier og ruter g en samlet formidling af mulighederne. 

"Nu har folketingets partier sat penge af til et nationalt net af stier og ruter og vi ville gerne vise dem, hvor stor værdi det har for friluftsliv, naturturisme og lokal udvikling. Og så ville vi understrege vigtigheden af, at det er naturnære stier, vi får og stier, der binder naturområder sammen. Camønoen går rigtig meget på asfaltvej, men det er vores drøm at Danmarks Naturstier skal tage os helt ud i naturen og væk fra trafikken på landevejene", siger Niels-Christian Levin Hansen, formand i Friluftsrådet. 

Værdien af stier og ruter bliver meget konkret, når man kigger på turisme og lokal udvikling. Ole Hampenborg, der er kultur- fritids- og udviklingschef i Vordingborg Kommune fortalte hvordan Camønoen har været med til trække turister til og forlænge sæsonen, så der kommer flere besøgende hele året. 

"Der er kommet flere små overnatningsmuligheder, der popper restauranter og kaffebarer op på havnene, der kommer andre aktiviteter som for eksempel surfing med i købet. Vi ser at stier kan få byfolket ud i naturen, men de betyder også, at os der bor her kan blive ved med det og har noget at leve af" sagde han. Det vandt genklang hos folketingsmedlemmerne og førte til en snak om faciliteter - som for eksempel toiletter - til at understøtte den store succes, som naturoplevelser, er i disse år. 

"Når naturen bliver noget vi bruger i det omfang, så stiger behovet for helt basale faciliteter derude. Det skal jo gerne være en god oplevelse, så folk kommer igen" sagde Rene Christensen, formand for udvalget og miljøordfører for Dansk Folkeparti.

danmarks naturstier faktaark med tal

 

kyststien på bornholm
"Danmarks Naturstier - en omvej værd" lyder overskriften på det udspil, der kom fra regeringen i løbet af efteråret. Men hvad går det ud på og hvordan bliver det til virkelighed?