Konference

Onlineseminar: Grønne fællesskaber i byen

Den 11. november 2020 kl. 13.30-16.30 afholder Sociologisk Institut (KU) og Friluftsrådet seminaret ”Grønne fællesskaber i byen” online. Seminaret handler om samspillet mellem kommuner og frivillige borgere om udviklingen af bynatur og grønne byer.

Seminaret vil handle om, hvordan kommunerne kan imødekomme og facilitere grønt civilt initiativ, om samarbejdsbaserede projekter om udviklingen af bynatur og om det generelle grønne civile engagement i byerne. Det tager afsæt i Friluftsrådet og Sociologisk Institut, KUs fælles forskningsprojekt "Grønne fællesskaber i byen - civilt engagement og medborgerskab i bynatur og urban økologi".

På dagen vil du høre forskningsoplæg om de grønne fællesskabers udbredelse og aktiviteter og om samarbejdsprojekter om udvikling af bynatur mellem kommuner og civilsamfund. Derudover indeholder programmet mulighed for sparring og erfaringsudveksling i mindre grupper mellem kommunalt ansatte, der fra forskellige vinkler arbejder med medborgerskab, borgerinddragelse og samskabelse i byernes grønne områder. Dagen afsluttes med en paneldebat om potentialer og udfordringer ved borgerinddragende grøn byudvikling med en række aktører, der har praktisk erfaring med feltet.

Seminaret foregår online. Inden arrangementet vil I modtage et link til begivenheden samt nærmere detaljer om teknikken.

Se seminaret her og find materialer fra dagen:

Byhave ø-haven højbede
Den 11. november afholdt Friluftsrådet og Sociologisk Institut på Københavns Universitet onlineseminaret "Grønne fællesskaber i byerne". Seminaret tog afsæt i det fælles projekt "Grønne fællesskaber i byen - civilt engagement og medborgerskab i bynatur og urban økologi". På siden her kan du se eller gense seminaret og finde materialer fra dagens program og fra projektet som helhed.

Program

13.30-13.40: Velkomst og dagens program

ved chefkonsulent i Friluftsrådet, Jakob Simonsen, og moderator Anne Tortzen, Center for Borgerdialog

13.40-14.25: Civilt grønt engagement i byen: Hvad, hvor, hvem og hvordan?

v. Anders Blok, Lektor ved Sociologisk Institut, KU og projektleder for projektet ”Grønne fællesskaber i byen”

Anders giver et overblik over den nyeste viden om de grønne fællesskaber i byerne baseret på forskningsprojektet: Hvad findes der af grønne fællesskaber i danske byer; hvad kendetegner deres aktiviteter og engagementer; hvad ønsker borgerne af byernes grønne arealer, og hvem er aktive, når det kommer til disse arealer? Oplægget baserer sig på henholdsvis en digital kortlægning af grønne græsrodsgrupper, en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt danske bybeboere og en kvalitativ undersøgelse af tre civil-kommunale samarbejder i Danmark, der repræsenterer en bred variation af partnerskaber.

14.25-14.35: Kort kaffepause

14.35-15.15: Gruppearbejde: Hvad skal der til for at lykkes med bygrønne samarbejder?

Sparring mellem deltagerne om erfaringer, udfordringer og potentialer i arbejdet med at inddrage og imødekomme borgernes ønsker i byens grønne områder og hvad det kræver fra kommunalt hold. Vi fokuserer på de gode erfaringer, og hvad vi kan udlede af dem. Vi samler op i plenum.

15.15-15.35: Kaffepause

15.35-15.50: Opsamling på gruppearbejdet: Udfordringer og potentialer

15.50-16.25: Paneldebat om grønt borger-kommunesamarbejde i praksis

Fem forskellige aktører med erfaringer fra grønne borgersamarbejder giver deres perspektiver på potentialer og udfordringer ved at samarbejde om at udvikle og drifte byens grønne områder. Paneldeltagerne repræsenterer forskellige indgange og fagligheder til emnet og diskuterer med udgangspunkt i spørgsmål og dilemmaer fremkommet i gruppearbejdet.

Paneldeltagerne er:

  • Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand i Odense Kommune, der har lanceret en handleplan for at blive Danmarks grønneste storby.
  • Lasse Frøkjær Madsen, friluftsvejleder i NaturKulturVarde og frivillig i foreningen Varde Sommerlandslaug, der har stået for udvikling og opbygning af det rekreative byområde Varde Sommerland i samarbejde med Varde Kommune.
  • Kirsten Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommune.
  • Kristine Clemmensen-Rotne, spejderchef i Det Danske Spejderkorps.
  • Anders Blok, Lektor ved Sociologisk Institut, KU og projektleder for projektet ”Grønne fællesskaber i byen”.

 

16.25-16.30: Afslutning og tak for i dag

Ved Anne Tortzen

 

Programmet opdateres løbende.

Information

11. november 2020 kl. 13.30 - 16.30
Sted
Online
Tidspunkt
13.30-16.30
Tilmelding
Tilmelding nødvendig via formularen herunder
Pris
Gratis