Nyhed

Viden om stier og ruter: Nationalt friluftsnetværk deler erfaringer med rekreativ infrastruktur

vandretur på sti
Nationalt fokus på stier og ruter i naturen har fået aktører til at gå sammen. Dansk Cykelturisme, Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Dansk Vandrelaug, Videnscenter om Handicap, Landbrug & Fødevarer og Udvikling Hærvejen har skabt et netværk, som skal dele erfaringer om udvikling af rekreativ infrastruktur med udgangspunkt i aktuelle projekter.

Otte organisationer der alle deltager i indsatser, som skal udvikle friluftslivet med fokus på rekreativ infrastruktur, er gået sammen i en netværksgruppe, som skal dele erfaringer på tværs af projekter.

Dansk Cykelturisme, Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Dansk Vandrelaug, Videnscenter om Handicap, Landbrug & Fødevarer og Udvikling Hærvejen arbejder hver især med udvikling og formidling af sti- og rutesystemer med fokus på forskellige brugergrupper.

Derfor har organisationerne etableret et netværk, som mødes jævnligt for at diskutere udvalgte tværgående temaer på teknisk og operationelt niveau. Det kan f.eks. være afmærkning, datahåndtering og formidling. Det fælles mål er at forbedre de rekreative oplevelser gennem koordinerede indsatser og gensidig erfaringsudveksling.

De seks aktuelle friluftsprojekter:

Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark

Aktiviteterne i "Bedre vilkår for cykelturismen" skal bidrage til flere gode cykeloplevelser i Danmark for borgere og turister. Projektet demonstrerer cykelknudepunktsnetværk i større geografier, og der arbejdes med elementer for at styrke udrulningen af cykelknudepunktsnetværket nationalt.

Læs om projektet 

Danmarks naturstier

Danmarks naturstier er et statsligt initiativ som skal etablere et nationalt sti- og rutenetværk, der binder Danmarks natur sammen og skaber sammenhængende naturskønne ruter.

Læs mere om initiativet

Fremtidens rekreative netværk

Fremtidens rekreative netværk er et samarbejde mellem Dansk Cykelturisme, Dansk Vandrelaug og Dansk Kyst- og Naturturisme. Projektet designer og udvikler fundamentet for et nationalt netværk til cyklister og vandrere med ensartet skiltning og bundet sammen af knudepunkter.

Se mere om Knudepunkter

Natur for alle

Formålet med ”Natur for alle” er at skabe en digital platform, hvor alle mennesker med handicap kan finde stier i naturen. Projektet er et samarbejde mellem Danske Handicaporganisationer, Friluftsrådet, Sammenslutningen af Unge med Handicap og Videnscenter om handicap.

Læs om platformen for mennesker med handicap

På sporet af Danmark

’På sporet af Danmark’ bygger videre på mere end 1.300 km vandrestier, der er skabt af frivillige og private lodsejere i projekt ’SPOR’. De kommende år skabes der op mod 50 nye stier. Der afprøves et lokalt formidlings- og servicekoncept flere steder langs Hærvejen.

Se mere om Spor

Udvikling Hærvejen

Udvikling Hærvejen arbejder med at udvikle og formidle Hærvejen i samarbejde med 15 af de kommuner, som Hærvejens løber gennem.

Se Hærvejsprojektet

I hvert enkelt projekt er en lang række andre organisationer involveret.

 

 

Kontakt
Johan Husfeldt
Politisk konsulent
40332167