Nyhed

Urørt skov skal skabe rig natur og bedre friluftsliv

Trekroner i efteråets farver
Friluftsrådet glæder sig over, at regeringen og aftalepartierne bag Natur- og biodiversitetspakken har udpeget 385 statsskove til urørt skov. En rig natur skaber gode muligheder for mangfoldige friluftsoplevelser, mener Friluftsrådet.

Den danske natur er blevet cirka 30.000 hektar urørt skov rigere. Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og biodiversitetspakken har udpeget 385 statsskove til urørt skov. 

De nye udpegninger af urørt skov sker som led i Natur- og biodiversitetspakken fra december 2020. I alt skal der udpeges endnu mere urørt skov, så der samlet vil være op imod 75.000 hektar urørt skov i Danmark.

"En rig natur skaber gode forudsætninger for et spændende og mangfoldigt friluftsliv, og det er nogle helt særlige naturoplevelser man vil kunne få i de urørte skove. Vi lægger vægt på, at der fortsat skal være gode muligheder for friluftsliv i de områder, der udlægges til urørt skov," siger Winnie Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Plads til friluftsliv i urørte skove

Ifølge Naturstyrelsen vil der ikke blive ændret på reglerne for friluftsliv i de urørte skove. Den rekreative infrastruktur som skovveje, stier, mountainbikespor og ridespor vil fortsat kunne vedligeholdes og udvikles. Det vil også være muligt at vedligeholde eksisterende friluftsfaciliteter og opføre nye.

På de arealer, hvor der kommer græssende dyr i den urørte skov, vil hegn og græsning blive tilpasset, så der tages hensyn til friluftslivet.

Skovene, der bliver gjort urørte, ligger især i det østlige Danmark samt på Jyllands østkyst. Det drejer sig primært om gamle løvskove, hvor potentialet for at hjælpe truede dyr og planter er størst.

Se listen over de nye urørte skove

Forslaget til den nye udpegning af cirka 30.000 hektar urørt skov forventes at blive sendt i høring inden for de kommende to uger.

Kontakt
Johan Husfeldt
Politisk konsulent
40 33 21 67