Nyhed

Ny rapport: Sådan styrker vi børns naturdannelse

Børnehave på klipper naturdannelse
Hvordan får børn et forhold til naturen? Det har projekt Børns Naturdannelse undersøgt ved 9 besøg i bl.a. børnehaver, skoler og til fritidsaktiviteter. Friluftsrådet opsamler erfaringerne i ny rapport, der giver inspiration til at styrke børns forhold til naturen.

Børn mangler naturoplevelser, og vi tilbringer mindre tid i naturen end tidligere generationer. Det er en udfordring, hvis vi skal indfri ambitionerne for den grønne omstilling. For vi passer bedre på det, vi kender.

I januar 2021 udgav Friluftsrådet rapporten Børns Naturdannelse - Naturen i barnet, barnet i naturen, som blandt andet beskriver naturdannelse som teoretisk begreb. Naturdannelse er at få et forhold til naturen, som handler om mere end viden. Det handler også om at erfare, mærke og forholde sig etisk til naturen.

Projekt Børns Naturdannelse

Projektet Børns Naturdannelse har løbet to omgange med støtte fra AAGE V. JENSEN NATURFOND. Første omgang definerede begrebet naturdannelse, og i anden omgang undersøgte vi, hvordan begrebet ser ud i praksis.

Læs om projektet her

Friluftsrådet har siden udgivelsen af den første rapport undersøgt, hvordan naturdannelse kan se ud i praksis. Det har resulteret i rapporten 'Børns Naturdannelse – Inspiration fra 9 eksempler i praksis', som viser, hvordan blandt andre lærere, pædagoger, naturvejledere og frivillige helt lavpraktisk kan understøtte børns naturdannelse.

”Med den nye rapport er vi blevet klogere på, hvordan vi styrker børns forhold til naturen. Og så har vi fået understreget, hvor vigtigt det er, at der er et godt samarbejde på tværs af aktører. Der er rigtig gode eksempler på, hvilken forskel det gør, når skoler og dagtilbud samarbejder med foreninger som Danmarks Jægerforbund og De grønne pigespejdere, men også naturskoler og Haver til Maver,” siger Annesofie Bjerre, formand for Friluftsrådet.

Viden, erfaring og følelser bliver forenet i skoven

En af pointerne i rapporten er, at børn og unge får et tættere forhold til naturen, når de er i den, end hvis de udelukkende lærer om den i et klasselokale. Kasper Mosekjær er biologilærer på Tinderhøj Skole i Rødovre, og i rapporten bliver der beskrevet en tur i skoven for en 8. klasse.

”I skoven får eleverne en masse hands-on-erfaring med ting, vi ellers kun ser i lærebøgerne og som modeller. Jeg oplever, at de bliver meget mere inspirerede, når vi er ude i naturen. En rådden stub, mycelium og bænkebidere er bare mere interessante end en model af nedbrydning i en af vores bøger,” siger Kasper Mosekjær.

Generelt viser de 9 eksempler i rapporten, at børnene trives, når de er ude. Det giver dem noget ekstra, når de kan se, føle, lugte og smage naturen, og skal de blive følelsesmæssigt stimuleret kræver det, at de er derude.

”Vi er ikke i tvivl om, at naturdannelse kan bidrage til at løse nogle af de samfundsudfordringer, vi står overfor, når vi giver vores børn en forståelse af naturen og et forhold til den. Men det kræver, at rammerne er der. Børnene skal ud mere end en dag om året. Derfor skal vi sikre grønne rammer, så børn i skole og dagtilbud nemt kan komme ud i naturen,” siger Annesofie Bjerre, formand for Friluftsrådet.

Download rapporten og få inspiration fra de 9 eksempler

Tre drenge klipper en solsikke ned i skolehaven
Børns naturdannelse sker mange steder og i mange situationer. Få inspiration til, hvordan du kan arbejde med børns naturdannelse i videoerne her på siden.