Nyhed

Friluftsliv kan være med til at skabe gode børne- og ungeliv

Trivselskommission glade børn i naturen
Trivselskommissionen har netop afholdt folkehøring, der skal hjælpe dem i arbejdet med at lave anbefalinger, der understøtter børn og unges trivsel. Friluftsrådet har sendt sit indspil til, hvordan friluftslivet kan være med til at løfte den opgave.

Trivselskommissionen har fået til opgave af regeringen at komme med anbefalinger, der understøtter børn og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod. I den forbindelse har de netop holdt en folkehøring, hvor Trivselskommissionen bad om svar på fire spørgsmål om børn og unges trivsel, der skal hjælpe dem i deres videre arbejde. Friluftsrådet har, med forperson Annesofie Bjerre som afsender, sendt sit input til kommissionen, som beskriver, hvordan friluftslivet kan være med til at skabe gode børne- og ungeliv og løse nogle af de udfordringer, som vi står overfor.

De fire spørgsmål, som kommissionen har bedt om input til er: Hvad er et godt børne- og ungeliv? Hvilke udfordringer står børn og unge overfor i dag? Hvilke årsager er der til børn og unges stigende mistrivsel? Hvilke løsninger er der på børn og unges trivsel/mistrivsel?

Friluftsrådet mener, at friluftslivet og friluftsforeningerne har en væsentlig rolle at spille i den sammenhæng. Årsagerne til børn og unges dalende trivsel er mange og komplekse, men en af grundene kan være den faldende naturtilknytning. Børn i dag er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre, og en stor del af børn og unges tid i skoler og institutioner (og på egen hånd) er rykket ind i klasselokaler, hvor digitale virkemidler spiller en stor rolle.

”Det har en positiv effekt at komme ud i naturen, når vi bliver ramt af stress eller depression. Naturen bliver brugt rigtig mange steder i behandlingssystemet, men vi mener, det er lige så vigtigt at tænke naturen og naturtilknytningen ind som en del af forebyggelsen. Giver vi vores børn et stærkt forhold til naturen, får de både en forståelse af, at de er del af noget større, og de lærer at bruge naturen som et middel, når de begynder at føle sig pressede. Derfor er det Friluftsrådets vurdering, at det vil mindske andelen af børn og unge, der havner i mistrivsel, hvis alle børn får en stærk tilknytning til naturen og indgår i inkluderende fællesskaber i deres skole og fritid,” skriver Annesofie Bjerre i sit høringssvar.

Du kan læse hele Friluftsrådets input til Trivselskommissionens folkehøring i PDF’en

Læs mere om Trivselskommissionens arbejde og formål på deres hjemmeside

Kontakt
portrætfoto af Rasmus schou christensen taget udenfor med busk i baggrunden
Politisk konsulent
24 47 42 94