Kommuner kan ikke løse markvejs-nedlæggelser alene
De seneste 60 år er op mod halvdelen af landets markveje nedlagt, blandt andet som følge af strukturændringer i landbruget. En del af problemet er, at landmænd ifølge Naturbeskyttelsesloven (§26a) kan nedlægge en markvej blot ved at anmelde det til kommunen. Og det er vel at mærke kun nødvendigt, hvis landmanden selv vurderer, at markvejen kan have en rekreativ betydning. Reagerer kommunen ikke kan markvejen nedlægges efter fire uger.
Miljø- og fødevareministeren har sendt bolden videre til kommunerne, men markveje og andre muligheder for at komme ud i landskabet kan også sikres fra Christiansborg, påpeger Friluftsrådet.
Det kræver naturligvis politisk mod og vilje at sikre god adgang til naturen, så folk kan få glæde af en gå- eller cykeltur langs markerne en aftenstund. Faktum er, at mange markveje med rekreativ betydning fortsat forsvinder, og den kan ministeren ikke bare sparke til hjørne og overlade til kommunerne. Det er altid nødvendigt at vurdere, om lovene fungerer tilstrækkelig godt, så vores muligheder for at kommune ud i naturen ikke bare bliver ringere og ringere”, siger Lars Mortensen.
Mange muligheder for at forbedre adgang
Naturbeskyttelseslovens anmelde-ordning for nedlæggelse af markveje kan for eksempel erstattes af en tilladelses-ordning for at sikre, at markveje kun nedlægges hvis de ikke har nogen rekreativ værdi for befolkningen. Men Friluftsrådet har også flere andre bud på, hvordan der kan skabes bedre adgang i landskabet.
”Først og fremmest kan samfundet stille krav om andre former for adgang til landskabet, f.eks. trampestier langs læhegn, diger og vandløb. Det er vel fair at stille som betingelse, at landmænd skal åbne for adgang til naturen for offentligheden, hvis de får tilskud fra en offentlig kasse. Reglerne for arealstøtte kan også ændres, så alle markveje regnes med i det støtteberettigede areal. Det vil give landmanden et incitament til at bevare markveje og dermed sikre befolkningens muligheder for at komme ud i naturen” siger Lars Mortensen.
Den løsning er forsker fra Københavns Universitet, Ole Hjorth Caspersen enig i. Han står bag en række forskningsprojekter om markveje og stier i det åbne land:
”En trampesti kan ofte erstatte eller supplere en markvej, samtidig burde man gøre de eksisterende regler omkring trampestier mere fleksible så de i højere grad tilgodeser de rekreative behov. I dag er trampestier forbundet med restriktioner, så landmænd ikke må lave et underlag af grus eller flis eller sætte en primitiv bænk eller en affaldsspand op. Ovenikøbet kan han risikere at landbrugsstøtten indskrænkes, hvis der er kontrol, og han af en eller anden grund har kommet til at overtræde regelsættet. Så det er meget svært at se, hvorfor en landmand skulle lave en trampesti, som det er i dag” forklarer han.
Friluftsrådet peger også på, at reglerne kan ændres, så det er tilladt for folk at færdes på flere tidspunkter eller på flere arealer, f.eks. områder, hvor afgrøderne ikke tager skade eller færdes langs markskel, diger, vandløb eller levende hegn, der i forvejen er ledelinjer i landskabet.
