Pressemeddelelse

Kom til debat om friluftsliv på Bornholm med Lea Wermelin

Picnic på Nordbornholm
Friluftsrådet inviterer til debat med miljøminister Lea Wermelin om udviklingen af friluftslivet på Bornholm torsdag den 12. marts i Nyvest Centeret. Kom og vær med til at sætte retningen for fremtidens friluftsliv.

Friluftsrådet Bornholm får fint besøg, når det årlige kredsrepræsentantskabsmøde bliver holdt torsdag d. 12. marts. Miljøminister Lea Wermelin vil blandt andet fortælle om, hvad den bornholmske natur betyder for hende, og komme med eksempler på, hvordan man på nationalt plan kan lære af de bornholmske erfaringer med friluftsliv.

Efterfølgende vil der være debat om udfordringer og potentialer ved friluftslivets udvikling, hvor deltagerne kan komme med spørgsmål og kommentarer til miljøministeren og Friluftsrådet. Alle er velkomne!

Bornholm i front med friluftsliv

Praktisk information

Sted: Nyvest Centeret, Kirkevej 6-8, 3720 Åkirkeby 

Tid: Repræsentantskabsmøde kl. 19-20. Debat kl. 20.30-21.30. Hvis man deltager fra kl. 19, er det muligt at spise med.

Tilmelding:  Af hensyn til forplejning er tilmelding senest d. 8. marts til bornholm@friluftsraadet.dk. Ellers kan man bare komme. Alle er velkomne!

På Bornholm er natur og friluftsliv helt centralt, og noget, der arbejdes målrettet med på mange planer, især i relation til turisme. Der investeres i naturgenopretningsprojekter, rewilding med bisoner og andre dyr, udvikling af stier og ruter til friluftsliv som kan forbinde øens naturområder og en lang række andre tiltag.

”På Bornholm har vi helt unikke betingelser for friluftsliv, og det er blandt andet en stærk drivkraft i forhold til at trække turister til øen. Det er dog vigtigt, at vi er opmærksomme på balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen, så friluftslivet kan udfolde sig i harmoni med naturen,” siger Kurt Jensen, formand for Friluftsrådet Bornholm.

Lokale og nationale perspektiver

Friluftsrådet Bornholm ser frem til at få ministerens syn på udviklingen af friluftsliv på Bornholm og at høre om visionerne for friluftsliv på landsplan. Kurt Jensen håber også, at mange bornholmere vil deltage og give deres besyv med i forhold til, hvordan de ser udviklingen af friluftslivet på Bornholm.

”Vi glæder os til en spændende aften, hvor vi håber på at få indblik i både de lokale og nationale perspektiver, der er i forhold til udviklingen af friluftslivet,” siger Kurt Jensen.

Umiddelbart inden debatten med miljøministeren er der repræsentantskabsmøde for Friluftsrådet Bornholm, hvor der blandt andet er valg til bestyrelsen. Har du en frilufts-ildsjæl i maven, og er du tilknyttet en af Friluftsrådets 82 medlemsorganisationer, så kom og vær med til at præge friluftslivet på Bornholm.