Nyhed

Jordfordeling skaber nye naturoplevelser i Jammerbugt

Klitter med parabelform
Ny fordeling mellem landbrugsjord og naturarealer har givet befolkningen mulighed for at opleve et unikt naturområde i Jammerbugt Kommune. Projektet, der er støttet med Udlodningsmidler til Friluftsliv, understreger det store potentiale i multifunktionel jordfordeling.

Friluftsrådets bestyrelse har i september besluttet at give 175.000 kr. i tilskud til at skabe adgang til et hidtil lukket naturområde i Klim i Jammerbugt Kommune. Det er kommunen, der sammen med Realdania har købt 38 ha med unik natur som et led i et jordfordelingsprojekt. Nu skal området åbnes for alle, og der skal laves stier, madpakkesteder og mulighed for at overnatte i naturen. 

"Det er et godt eksempel på en multifunktionel jordfordeling, der reelt kan føre til bedre friluftsmuligheder for befolkningen. Derfor er vi ovenud glade for at kunne støtte sådan et projekt og medvirke til at mange flere får mulighed for at opleve et spændende naturområde" siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen. 

Multifunktionel jordfordeling skal komme befolkningen til gode. Derfor skal der tænkes i rekreative faciliteter, formidling og gode adgangsforhold som i projektet i Jammerbugt Kommune. Vilkårene for at dyrke friluftsliv og opleve naturen skal forbedres med en jordreform.
Lars Mortensen, formand Friluftsrådet

Der er tale om et helt særligt spændende naturområde med helt unikke parabelklitter, som har stor geologisk værdi, og området skal derfor også være udgangspunkt for naturformidling i børnehøjde og undervisning. 

Lars Mortensen roser planerne for at omdanne området til rekreativ natur og peger på, at det er nødvendigt at lave sådanne planer for den rekreative brug af områder, der købes i forbindelse med jordfordeling.

"Befolkningen skal opleve, at de får noget for pengene. Derfor skal der være gode vilkår for offentlig adgang og der skal tænkes i faciliteter, stier og formidling, der gør det muligt for folk at få gode oplevelser," siger Lars Mortensen. 

Parabelklitter Jammerbugt jordfordeling
Friluftsrådet Nordvest på tur for at se parabelklitter og vurdere mulighederne for friluftsliv. Foto: Niels Peder Fly

 

Kontakt
Portrætfoto af Anker Madsen - Politisk chefkonsulent i Friluftsrådet
Politisk chefkonsulent
61 79 88 15