Nyhed

Hvad skal vi med danske skove?

Friluftsrådets holdning er klar efter møde med medlemsorganisationerne: Skovene skal stadig være natur med fred og ro – og hvis der skal bygges skal det være for at understøtte skovdrift eller friluftsliv.
På billedet ses to mænd i færd med at bygge 'skelettet' til et hus i en skov

Regeringen ønsker en lempeligere skovlov, der i højere grad tillader at der bygges anlæg i skovene. Friluftsrådet har samlet medlemsorganisationerne på et medlemsmøde og drøftet holdningen til byggeri i skoven. Godt halvdelen af medlemsorganisationerne var mødt frem og den konstruktive debat på mødet har været et godt fundament for at Friluftsrådet kunne formulere en klar holdning til skov:

”Vi skal være varsomme med at give slip på den skov, vi kender i dag. Skovoplevelser med fred og ro og muligheden for at se dyre- og fugleliv er attraktive. Når danskerne tager ud i naturen, er skoven det foretrukne udflugtsmål og det er skov forstået som natur uden byggeri og anlæg af forskellig slags” siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen. 

Byggeri til friluftsliv og skovdrift er ok

Friluftsrådet mener helt grundlæggende, at anlæg og byggeri i skoven skal være relateret til skovdrift eller friluftsliv. Større anlæg skal placeres i udkanten af skoven, mens der kan være en bagatelgrænse for byggeri i tilknytning til allerede eksisterende bygninger – det kan være et spang over et vådt område eller brændeskur til spejderlejr eller klubhus i skoven.

”Vi har fuld forståelse for, at nogle ønsker andre friluftsfaciliteter, end det der findes i skoven i dag. Det kan være med til, at endnu flere danskere får lyst til at benytte skoven til friluftsliv. Men vi mener stadig, at der skal søges om dispensation til store friluftsanlæg, som kræver omfattende udgravninger, træfældning og planering mv. Det er ikke foreneligt med det, de fleste danskere forstår ved skov og det de søger når de tager ud i skoven. Så er det netop et fravær af bygninger, anlæg og noget, der koster penge at benytte” siger Lars Mortensen.

Hvad mener Friluftsrådet om byggeri i skoven

Efter medlemsmødet har Friluftsrådets bestyrelse drøftet holdningen til byggeri i skoven. Den ridses op i et notat, der kan læses her.