Høringssvar

Friluftsrådets bemærkninger til udkast til Natura 2000-planer

billede af en skov i april med anemoner i skovbunden
Friluftsrådet bakker op om Natura 2000-planerne som en planlægningsramme, der kan bidrage til at sikre og forbedre beskyttede arter og naturtyper i Natura 2000-områderne. Der er brug for en indsats, der kan styrke naturværdierne og give befolkningen mulighed for store naturoplevelser og friluftsliv.

Friluftsrådet finder det afgørende, at der i den videre planlægning af konkrete indsatser, herunder eventuel udlægning af forstyrrelsesfri zoner, tages hensyn til muligheder for at fastholde og udvikle et rigt friluftsliv i respekt for naturværdierne i Natura 2000-områderne. Det er centralt for befolkningens muligheder for at opleve naturen, ligesom det er centralt i at sikre en langsigtet opbakning til Natura 2000-indsatsen.

Det er ligeledes Friluftsrådets opfattelse, at der i tilskudsordninger og andre afsatte statslige og kommunale midler til Natura 2000-indsatsen bør skabes mulighed for at anvende en del af midlerne til styrkelse af rekreativ infrastruktur og rekreative faciliteter, der kan bidrage til at gøre nogle af områderne mere tilgængelige for befolkningen.

Det bemærkes i øvrigt, at der visse steder i de strategiske miljøvurderinger er forudsat en konkret forvaltningsindsats i områderne, som efter Friluftsrådets vurdering ikke kan udledes direkte af Natura 2000- planerne.