Høringssvar

Friluftsrådets bemærkninger til 22 forvaltningsplaner for urørt skov

Skov i Naturpark Vesterhavet
Friluftsrådet afgiver i dette høringssvar generelle bemærkninger til høringsmaterialet. Det suppleres af høringssvar, der afgives af lokale friluftsråd til de enkelte forvaltningsplaner.

Uhensigtsmæssig høringsperiode

Friluftsrådet finder det meget kritisabelt, at høringen af forvaltningsplanerne sker hen over en sommerferieperiode. Det gør det særdeles vanskeligt for lokale brugere, friluftsråd og vores medlemsorganisationer at sætte sig ordentlig ind i høringsmaterialet. Det er ærgerligt både for det videre lokale samarbejde og det endelige produkt, at der ikke sikres tilstrækkelig tid til en høringsproces, der er afgørende for at opnå bred opbakning til forvaltningsplanerne blandt de lokale interessenter.