Pressemeddelelse

Friluftsrådet til regeringen: Adgang til naturoplevelser kan forbedre natur og biodiversitet

Biodiversitetstur
Friluftsrådet foreslår i et indspil til regeringen, at naturindsatser tænkes sammen med bedre adgang til naturen, bedre muligheder for naturoplevelser og friluftsliv og et fornyet fokus på naturformidling. Sådan sikrer vi bedst opbakning til naturen og biodiversitet på den lange bane, mener paraplyorganisationen.

Befolkningens muligheder for at komme ud i naturen og bruge naturen til friluftsliv og naturoplevelser er en vigtig del af løsningen på natur- og biodiversitetskrise, Danmark er i. Det er det bagvedliggende rationale i Friluftsrådets indspil til regeringens natur- og biodiversitetspakke. Friluftsrådet har spillet ind med 15 punkter og en række konkrete forslag, der handler om at skabe mere og rigere natur, bedre muligheder for at opleve naturen og et stærkere folkeligt engagement i naturen.

”Det er helt afgørende, at de tre områder tænkes sammen i den kommende natur- og biodiversitetspakke, så indsatserne understøtter og forstærker hinanden. De indsatser, som vi uden tvivl skal sætte i gang for at give naturen plads og styrke biodiversiteten, skal også give befolkningen bedre muligheder for at opleve naturen. Både ved at forbedre adgangen til naturen, men også gennem formidling og inspiration, der når bredt ud i befolkningen. På den måde sikrer vi den folkelige opbakning til naturindsatser på lang sigt” siger Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen.

Helt overordnet foreslår Friluftsrådet, at der sættes mål for hvor meget befolkningen bruger naturen. Der skal både skrues op for hvor mange besøg der er i naturen samlet set, og for hvor mange, der bruger naturen aktivt. Desuden skal befolkningens viden om natur og biodiversitet styrkes.

”Alle skal ud i naturen hvert år. Vi foreslår Regeringen, at arbejde målrettet på at forny naturformidlingen og give folk adgang til den nye natur, der kommer, så alle kommer ud i naturen og kender de oplevelser, der er derude” siger Niels-Christian Levin Hansen. Han henviser til, at det kun er hver tredje, der kender ordet biodiversitet og betydningen af det. Det tal skal, hvis det står til Friluftsrådet, stige til 75 % frem mod 2030.

”En særlig målgruppe er vores børn, for de kommer mindre og mindre ud. Derfor har vi også forslag til at integrere natur og friluftsliv i dagtilbud, klub, SFO og i skoletiden, så vi derigennem kan vi sikre, at alle børn får viden om natur og miljø og oplevelser med friluftsliv, der udvikler dem og deres forhold til naturen. Vi skal tænke hele vejen rundt for krisen i naturen er alarmerende” siger Niels-Christian Levin Hansen.

2020 i tal der vokser op af jorden
Velkommen til et nyt år. Velkommen til 2020. Velkommen til naturens år! For mig er der ingen tvivl: 2020 bliver et år med fokus på naturen og alt det, man kan opleve derude og alle de friluftsaktiviteter, naturen giver os mulighed for. Sådan skriver Friluftsrådets formand i sin nytårshilsen.
Friluftsrådets forslag er blandt andet:

1. Mere og rigere natur

  • Skab bedre sammenhæng i den danske natur for eksempel med flere penge til statslig skovrejsning.
  • Skab mere og bedre natur tættere på befolkningen for eksempel gennem flere bynære skove og grønne handleplaner i byerne.
  • Etabler en naturzone til gavn for biodiversitet og friluftsliv

2. Bedre muligheder for at opleve naturen

  • Lav en national rekreativ infrastruktur tæt på naturen, der samler alle eksisterende stier og ruter og skaber nye forbindelser i en samlet formidling.  
  • Giv offentligheden adgang i nye naturområder med tilskud fra offentlige midler.
  • Gennemgå reglerne for adgang til naturen i et adgangspolitisk udvalg
  • Undersøg konsekvenserne for befolkningens brug af naturen ved udsætning af store dyr og opsætning af hegn
  • Foretag en ændring af Naturbeskyttelseslovens §26a: Aktiv godkendelse fra kommuner før markveje og stier kan nedlægges
  • Skab offentlig adgang på udyrkede arealer langs vandløb og søer

3. Stærkere folkeligt engagement i naturen

  • Lav en forsøgsordning baseret på nye brede partnerskaber om naturformidlingsindsatser
  • Styrk den brede formidling af natur, biodiversitet og friluftsmuligheder med fokus på nytænkende formidling og formidling på statslige arealer.
  • Etabler lokale natur- og brugerråd på nye naturområder eller udlægges eksisterende naturområder til vildere natur med statsligt tilskud.
  • Styrk børns naturdannelse i dagtilbud, skole og SFO- og klubtilbud blandt andet gennem læreplaner, efteruddannelse og fokus på naturdannelse i nationale mål.
  • Opret pulje til naturoplevelser for de børn, der kommer mindst i naturen