Pressemeddelelse

Friluftsrådet: Skab bedre adgang til udyrkede arealer langs vandløb og søer

Landskab med å og marker
Man må i dag ikke færdes på private arealer langs vandløb, åer og søer i Danmark, selv om der ikke dyrkes på arealerne. Det bør ifølge Friluftsrådet laves om for at sikre bedre adgang til naturen og bedre muligheder for friluftsliv ved søer og vandløb.

Opfordringen fra Friluftsrådet er relativt enkelt: Giv offentligheden bedre muligheder for at færdes på udyrkede arealer i landskabet langs vandløb og søer ved at ændre én paragraf i Naturbeskyttelsesloven. Bedre adgang til naturen vil styrke danskernes forhold til netop naturen – og vil derfor være med til at styrke biodiversiteten i Danmark.

Friluftsrådet har derfor netop spillet denne opfordring på banen som en i de forestående forhandlinger om en ny natur- og biodiversitetspakke, som regeringen har indledt.

”Der er mulighed for helt unikke frilufts- og naturoplevelser langs de danske åer og søer. Friluftsrådet anbefaler derfor at ophæve den særbestemmelse i Naturbeskyttelseslovens, der er indført. Det vil give adgang til udyrkede arealer langs vandløb. De politiske drøftelser om ændret vandløbsforvaltning og krav om udarbejdelse af helhedsplaner for vandløbssystemerne bør bestemt forholde sig til den rekreative brug af vandløbene og i den forbindelse også adgangen på de udyrkede arealer langs vandløben og søerne,” forklarer Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Normalt er der adgang på udyrkede arealer men særbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 24 stk. 4 betyder, at det ikke gælder langs søer og åer. En ophævelse af særbestemmelsen vil således betyde, at de ligestilles med andre udyrkede arealer og det vil være en markant forbedring af befolkningens adgang til naturen.

Forbedring af adgangen nødvendig

Derudover er det centralt, at der med de politiske drøftelser om ændret vandløbsforvaltning og et krav om at udarbejde helhedsplaner også sikres, at der fortsat kan sejles på vandløbene.

”Der er stor opmærksomhed på naturværdierne og funktioner som vandafledning, men det er vigtigt, at de rekreative interesser ikke bliver glemt. En ændret lovgivning, der fremover tillader offentligheden at færdes til fods på de såkaldte 2-meter bræmmer, vil til en vis grad kompensere for en del af de forringede vilkår for adgang til det åbne land, som markvejsnedlæggelser giver. Samtidig vil der ske en tiltrængt forenkling af lovgivningen for færdsel og ophold i naturen,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

”Der er simpelthen ingen fornuftig begrundelse for, at forbyde færdsel på de udyrkede arealer langs vandløb og søer når loven tillader færdsel på udyrkede arealer alle andre steder i naturen. Vi har brug for en regelforenkling.”

”Når vi kan komme ud at dyrke naturen mere, får vi et tættere forhold til naturen og derigennem også lyst til at passe bedre på vores fælles natur,” slutter formanden og peger på, at det fremstår helt tydeligt gennem den seneste tid, hvor danskerne i corona-isolation i stor stil har søgt ud i naturen, at danskerne sætter stor pris på at kunne færdes ved kysten og langs vandløb og søer.

Sådan er reglerne langs søer og vandløb

Det må du til fods

  • Du må færdes til fods på bræmmer langs vandløb og søer, hvis de støder op til udyrkede arealer, hvor det er lovligt at færdes. Dette gælder ikke, når vandløb og søer støder op til marker/dyrkede arealer.
  • Du må færdes frit på alle offentligt ejede søer og vandløb i skove eller på udyrkede arealer, når der er is på vandet, medmindre kommunen, politi eller skiltning forbyder det. Du må fx skøjte, kælke, stå på ski mv. Men husk at tjekke, om kommunen eller politikredsen har opsat forbud, før du begiver dig ud.

For dig der ror eller sejler

  • Du må ro og sejle med små fartøjer uden motor på vandløb og søer, som har flere bredejere. Men husk, at din sejlads ikke må være til gene for vandløbet eller for andres jagt eller fiskeri. Det er selvfølgelig en forudsætning, at du kan komme lovligt frem til søen eller vandløbet.
  • Du må kun sejle på et vandløb eller en sø, som har en enkelt ejer, hvis du har fået lov af ejeren. Det kan fx være en konkret tilladelse eller et skilt, der giver en generel tilladelse. Eksempelvis har Naturstyrelsen åbnet op for sejlads og roning på flere af dens søer.
  • Vær opmærksom på, at reglerne kan være forskellige fra sted til sted. Det skyldes, at kommunerne kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at ro og sejle på offentligt ejede søer og vandløb. Husk derfor altid at tjekke de lokale regler, før du begiver dig ud på vandet.
  • Sejlads med motor (herunder vandscootersejlads) er som udgangspunkt ikke tilladt, med mindre det fremgår af et lokalt vandløbsregulativ eller en lokal sejladsbekendtgørelse.

Landgang og ophold

  • Du må gerne gå i land på offentligt ejede arealer, men brug så vidt muligt anlagte ophalingspladser. På privatejede arealer må du kun gå i land med ejeres tilladelse. Du må dog gerne gå i land på privatejede udyrkede bræmmer, hvis de grænser op til arealer (både private og offentligt ejede), hvor det er tilladt for at færdes.
  • Du må overnatte på offentligt ejede overnatningspladser.
  • Du må bade i alle offentligt ejede søer, med mindre der er skiltet imod det. Det er altid på eget ansvar. På Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvilke søer du må bade i.

Læs mere på www.oplevmere.nu