Pressemeddelelse

Friluftsrådet opfordrer: Kommuner skal åbne naturen for borgerne

Par går tur i skoven
Skræmmeskilte skal væk fra naturen, friluftsfaciliteter og oplevelser skal fremhæves og stier og ruter bør formidles, så naturen kan nydes af endnu flere denne sommer. Kommunerne har ifølge Friluftsrådet en opgave i at gøre naturen tilgængelig for borgere og besøgende, der skal tilbringe sommeren i den danske natur.

Shelterovernatning, cykelferie eller og kanotur. Sommeren 2020 kommer umiddelbart til at byde på mange flere danskere i den danske natur. Derfor er det vigtigt, at vi både kender de regler, der gælder i naturen, og de mange muligheder, der findes for at få nye, nære naturoplevelser. Lige så vigtigt er det dog, at naturen i Danmarks 98 kommuner er klar til at få besøg.

”Den sommer, vi lige er gået ind i kommer uden tvivl til at byde på friluftsliv og naturoplevelser. Vi holder sommerferie i Danmark, og mange flere vil bevæge sig ud i naturen. Derfor har de danske kommuner et ansvar for, at naturen er klar til de mange besøgende, så det er nemt at komme ud og folk får gode oplevelser derude” siger formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen.

Sæt ind mod skræmmeskilte

Adgang til naturen er en af de helt store forudsætninger for, at flere kan komme ud i den danske natur. Og en af de ting, der hæmmer adgangen til naturen er ulovlige skræmmeskilte.

En ny rapport fra Københavns Universitet viser, at der findes op imod 10.000 ulovlige skræmmeskilte med tekster som ”privat strand” og ”adgang forbudt for uvedkommende” ved private strande langs de cirka 8500 kilometer kystlinje i Danmark.

”Den sommer, vi lige er gået ind i kommer uden tvivl til at byde på friluftsliv og naturoplevelser. Vi holder sommerferie i Danmark, og mange flere vil bevæge sig ud i naturen. Derfor har de danske kommuner et ansvar for, at naturen er klar til de mange besøgende, så det er nemt at komme ud og folk får gode oplevelser derude.
Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet

”Alt for mange ved ikke, at de godt må bevæge sig ind på en strand, selv om den er privatejet. At de må sætte sig ned og spise deres frokost og sågar overnatte på en privat strand, så længe det er mere end 50 meter fra nærmeste bebyggelse. Og for mange husejere, lodsejere og sommerhusudlejere sætter skilte op for at få stranden for sig selv. Det er nu engang bare ikke sådan loven i Danmark er, strande og kyster må vi alle benytte, ” siger Niels-Christian Levin Hansen, der er formand for Friluftsrådet.

Friluftsrådet opfordrer derfor til, at ejerne fjerner de ulovlige skilte selv – og til at kystkommunerne tager ansvar og sætter ind over for skræmmeskiltning. Det er nemlig kommunernes opgave at holde de ulovlige skræmmeskiltene væk.

”Kommunen er nødt til at undersøge omfanget af skræmmeskiltning i netop deres kommune, og sætte ind hurtigt, der hvor de største udfordringer er,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Kortlæg faciliteter og lav spændende naturformidling

En anden vigtig opgave, der ligger hos kommunerne, er, at informere borgerne om, hvor der er plads og muligheder for friluftsliv. Hvor er der shelters? Findes der steder med friteltning? Hvor er der ridestier, cykelruter og vandreruter og hvad kan man opleve undervejs ? Hvor er der handicapvenlige stier? Hvor er de gode badesteder og bålsteder? Toiletter og parkeringsplader?

”Vi vil gerne opfordre til, at kommunerne samler information om friluftsfaciliteter og formidler det for eksempel på deres hjemmeside, hvor det er let for borgerne at finde. Allerhelst så vi gerne, at alle kommuner samler informationer på udinaturen.dk så vi har ét sted, man kan søge oplysninger. Det ville gøre livet om borger og turist meget nemmere og har en enormt stor værdi for de besøgende i naturen,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Han slutter af med en sidste opfordring:

”Hvis kommunerne skulle have tid og mulighed for det, kan det også give rigtig god mening at holde ekstra øje med affaldsspande ved shelterpladser, brombær, der vokser ind over stier og andet vedligehold denne sommer, hvor vi alle skal kunne nyde den skønne danske natur fuldt ud,” siger formanden for Friluftsrådet.