Nyhed

Friluftsliv er populært - men under pres

Friluftslivet er mere og mere populært: flere springer i sadlen og kører på mountainbike i skoven eller sætter sig til rette i kajakken på fjorden. Men samtidig er det aktive friluftsliv under pres både i skoven, langs kysten, på havet og i det åbne land. Udfordringerne blev debatteret af 90 organisationer på paraplyorganisationen Friluftsrådets generalforsamling.
På billedet ses en mor med sin datter og søn på cykeltur gennem skoven

Friluftsliv bliver mere og mere udbredt som aktivitet i fritid og ferier. Og det er ikke uden grund, for friluftsliv og frisk luft gavner menneskers trivsel mener Friluftsrådet, der samler 90 friluftsforeninger.

”Jeg tror godt vi kan sige, at vores behov for både bevægelse og frisk luft er større end nogensinde. Vi oplever, at friluftsliv og aktiviteter i naturen er mere og mere populært. Jeg tror, det er et modsvar til hverdagens stress og jag, larm og alt det, hvor man skal logge ind for at få adgang. I naturen kan man bare være og være sammen. Vi har brug for det nærvær, ro, frisk luft og motion som naturen giver muligheder for” siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet.

Han henviser til, at næsten en tredjedel af danskerne tager ud i naturen dagligt og 4 ud af 10 bruger naturen ugentligt. Også flere af Friluftsrådets medlemsorganisationer som eksempelvis spejdere og vandrelaug har medlemsfremgang i øjeblikket.

Skår i friluftsglæden

Samtidig oplever friluftsfolket dog, at der er mange udfordringer for at dyrke friluftsliv, hvad enten det er på havet, langs kysten, i skoven eller det åbne land. En del af presset på befolkningens friluftsmuligheder kommer fra politisk side, hvis for eksempel offentlige skove sælges til private og dermed ændrer reglerne for at færdes og dyrke friluftsaktiviteter i skovene. Den fri og lige adgang til strande og kyster er under pres, hvis regeringen tillader hotelbyggerier og udvidelse af private sommerhusområder og campingpladser langs kysten. Dertil kommer at mange stier og markveje i det åbne land nedlægges på grund af landbrugets udvikling med større marker og større maskiner.

”Vi ved at det mange steder bliver sværere at komme ud i naturen fordi stier eller markveje nedlægges eller fordi skilte fortæller, at det er ”privat grund” så folk oplever, at de ikke må være der. Muligheden for at komme ud i en fælles natur er noget, der har stor værdi for den enkelte dansker – jeg vil gå så vidt som at kalde det et velfærdsgode. Og det er noget vi lige nu skal værne om” siger Lars Mortensen.

Ny kampagne: kend reglerne og brug mulighederne

Friluftsrådet har netop fremlagt en strategi for de næste to år, der sætter fokus på befolkningens og organisationernes adgang og muligheder for at komme ud i naturen.

”Vi sætter nu en kampagne i gang, der oplyser om reglerne så folk udnytter de muligheder, der er. Samtidig arbejder vi på at opnå størst mulig politisk indflydelse for at sikre befolkningens adgang til at få oplevelser naturen. Og endelig udvikler vi friluftslivet, faciliteterne og naturformidlingen, så folk kan opleve mere” siger Lars Mortensen.