Nyhed

Fire genvalg og en ny profil til Friluftsrådets bestyrelse

Friluftsrådets bestyrelse generalforsamling 2024

Friluftsrådets bestyrelse efter generalforsamlingen 2024. Fra venstre: Flemming Torp, René Bokær, Kirsten Skovsby, Kirsten Margrethe Pedersen, Lotte Büchert, Mads Ellegaard, Thomas Bach, Annesofie Bjerre og Leif Nielsen. Fraværende er Helle Stuart og Stefan Stürup.

Syv kandidater stillede op til fem pladser i Friluftsrådets bestyrelse. Generalforsamlingen genvalgte fire kandidater og en ny profil kom ind.

I de smukke omgivelser ved Knudshoved på Fyn blev Friluftsrådets generalforsamling afholdt lørdag den 20. april, og bestyrelsen for det kommende år blev valgt.

Det blev til genvalg for:

  • Thomas Bach, indstillet af Danmarks Idrætsforbund, 
  • Leif Nielsen, indstillet af Dansk Sejlunion og Danske Tursejlere
  • Kirsten Skovsby, indstillet af Danmarks Jægerforbund, Danmarks civile Hundeførerforening og Træskibs Sammenslutningen 
  • Flemming Torp, indstillet af Ungdomsringen, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Ungdomsskoleforeningen og Landsforeningen af Ungdomsskoleledere

Om den nye kandidat

Kirsten Margrethe vil gerne synliggøre De Danske Naturparker, så naturparkerne bliver mere kendt i den danske befolkning, og hun understreger også udlodningsmidlernes betydning for udelivet. Mange kommuner har ikke altid budget til at oprette gode muligheder for udeliv, og her spiller udlodningsmidler en stor rolle.

Derudover er det vigtigt for hende, at børn og unge kommer ud i naturen, fordi det kan være med at styrke deres mentale og fysiske sundhed. Samtidig skal vi huske de ældre borgere, som også har brug for motion og at komme ud i naturen. Det kræver dog hvilesteder, godt underlag og let tilgang til områder. Ligesom det også skal være nemt for mennesker med handikap, da de har lige så meget brug for naturen, som vi andre har.

Kirsten Margrethe Pedersen var indstillet af Dansk Vandrelaug, hvor hun har været turleder i Dansk Vandrelaug Storstrøm siden 2016. Hun blev valgt ind i bestyrelsen i Friluftsrådet Storstrøm sidste år, og hun sidder også i brugerråd Naturpark Maribosøerne, brugerrådet Naturpark Nakskov Fjord og Grønt Råd Lolland Kommune.

Suppleanter

Merete Røll Lærke fra Cyklistforbundet og Hother Hennings fra Dansk Forening for Rosport blev valgt som henholdsvis 1. og 2. suppleant.

Kontakt
Astrid Grunert Rantorp
Kommunikationskonsulent
24 63 63 88