Nyhed

Bliv aktiv i dit lokale friluftsråd

kajak
Friluftsliv bliver mere og mere populært, men mange steder i landet er der fx behov for flere stier, broer og udsigtstårne i moser eller en rigere natur med flere dyr og planter. Har du forslag til friluftsaktiviteter, som skal have forbedret muligheder i din kommune, så kom med, når dit lokale friluftsråd holder årsmøde.

Vil du have indflydelse på friluftslivet i dit område? Og har du eller din forening brug for et netværk med politisk indflydelse i kommunerne og som du kan sparre med om dine friluftsprojekter?

Friluftsrådet har 23 lokale friluftsråd, hvor 200 frivillige er engageret i at skabe de bedste muligheder for friluftslivet i landets 98 kommuner. Nu kan du blive frivillig i Friluftsrådet og få mulighed for at sætte dine ideer og projekter på den kommunale dagsorden.  I løbet af de næste måneder holder dit lokale friluftsråd nemlig årsmøde. 

"Vi har behov for at flere engagerer sig i friluftslivets sag, for vi ved, at der rundt om i landet mangler ridestier, sheltere, strande med gode faciliteter eller bedre adgang til skove. Jeg håber derfor, at flere har lyst til at blive en del af deres lokale friluftsråd", siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Fem gode grunde til at være med
  1. Du får bedre mulighed for at sætte dit eller din forening/klubs projekt eller mærkesag på den kommunale dagsorden
  2. Når vi går sammen kan vi bedre tale friluftslivets sag og få politikerne til at lytte
  3. Du bliver en vigtig spiller i et lokalt netværk med andre natur og friluftsinteresserede
  4. Du bliver en del af et socialt fællesskab, der har det sjovt sammen
  5. Du får ny viden og kan høre om andre spændende projekter

Det er nemt at være med

Dit lokale friluftsråd er et samlingssted for alle der dyrker friluftsliv i din kommune. Her kan du møde andre frivillige, som brænder for friluftsliv og for at alle skal have gode muligheder for at opleve naturen. Du kan være med på mange forskellige måder – også uden at forpligte dig mange år frem i tiden.

Du kan bl.a.:

  • blive aktiv i en lokal bestyrelse
  • blive aktiv i en temagruppe, som arbejder med afgrænsede indsatser og projekter
  • deltage i årsmøder, sommermøder, temaaftener etc. og komme med input til det friluftspolitiske arbejde.

Sådan bliver du aktiv i dit lokale friluftsråd

I løbet af de næste måneder er der årsmøde i dit lokale friluftsråd, hvor der er valg til bestyrelsen og mulighed for at melde sig til forskellige temagrupper, hvor man kan arbejde med de friluftsprojekter, som man selv synes er vigtigst. Du er også velkommen til bare at møde op og blive klogere på, hvad der sker i dit lokale friluftsråd eller komme med ideer til arbejdet, uden at du forpligter dig.

Temagrupperne er åbne for alle, men for at stemme eller stille op til bestyrelsen, skal du være medlem af en lokal forening under Friluftsrådets medlemsorganisationer

Find ud af hvornår der er årsmøde i dit lokale friluftsråd på www.friluftsraadet.dk/aarsmoeder.

Du kan også allerede nu melde dig som frivillig og få nyheder og invitationer til arrangementer.

Sommer og forår skov
Her kan du blive aktiv i dit lokale friluftsråd.

 

Hvad er et lokalt friluftsråd?

Friluftsrådet har 23 lokale friluftsråd, som dækker hele landet og engagerer ca. 200 frivillige. De lokale friluftsråd er talerør for alle, der bruger naturen og varetager derfor det samlede friluftslivs interesser. Lokale mærkesager er fx adgang til naturen, kommunale friluftstrategier, mere og bedre natur, etablering af friluftsfaciliteter eller nye stier og ruter.  

De lokale friluftsråd følger og påvirker sager i kommuner, danner relationer til lokale foreninger, laver høringssvar, deltager i besigtigelser, skriver debatindlæg m.m.

De er også repræsenteret kommunernes i grønne råd, nationalparkråd, skovråd, vandråd og naturnationalparknetværk, nationalparkbestyrelser og har derfor en fast stemme i relevante friluftspolitiske fora. 

 

 

Kontakt
Kim Dabelstein Løwe
Organisationskonsulent
61 15 36 83
portræt af Louise
Kommunikationskonsulent
40 33 74 02