Nyhed

Bjergbestigning i Danmark er ideelt om vinteren

Himmelbjerget ved Siljkeborgsøerne
Er det ikke lige stejle bjergskråninger og sneklædte tinder, der melder sig på nethinden, når du fremkalder billeder af vinter i Danmarks natur? Så skal du måske læse med her og få ny viden om Danmarks højeste punkter og inspiration til, hvordan du kan udforske dem og nyde vinteren herhjemme.

Mols Bjerge, Himmelbjerget og de Fynske Alper. Jaja, det smager da lidt af høje tinder, men eftersom Danmarks højeste punkt stadig ikke når op til det laveste punkt i alpelandet Østrig, så er det måske ikke de bløde danske bakker, de fleste forbinder med barske stigninger og svimlende udsigt fra toppen. Men det er en fejl, mener bakke-entusiasten Jacob T. Johansen. Han kan fortælle om danske bjerge og bakker i timevis og fortæller med stor entusiasme om de mange bakke-oplevelser, man kan få i Danmark. Nogle af fordelene ved dem er, at de nemt kan bestiges på en dag og uden særligt udstyr, og de fleste bakketoppe ligger i smuk natur med god udsigt fra toppen.

Bakket landskab i Mols Bjerge
Bløde bakker i Mols Bjerge

”Bakkerne i Danmark er jo ikke højere end at man kan komme op og ned igen, og nå hen til den næste, på en enkelt dag. Man har et mål for turen, det er interessant og så er der udfordringen i det. En god bakkeoplevelse er kombinationen af det hårde ved at komme op og nydelsen ved at nå toppen og få en fantastisk udsigt. Er man på cykel er den tredje glæde at kunne suse nedad. Bjergbestiger-fornemmelsen kan man sagtens få i Danmark i lille skala!” siger Jacob T. Johansen.

Selv ender han tit i Søhøjlandets bakker, når han skal udforske nye bakker. Det er det område med flest høje bakker i Danmark og Danmarks højeste punkt Møllehøj ligger også i det område, der strækker sig over mere end 1000 kvadratkilometer syd for Silkeborg. Her veksler høje bakketoppe og dybe dale med åer og søer.

”Det er et eldorado for bakke-elskere. Udsigten fra Himmelbjerget over søerne er også fantastisk flot, men kører man bare i bil derop, går man glip af gåturen op fra Julsø til toppen, og den er alle strabadserne værd” mener Jacob T. Johansen.

Top-oplevelser i gummisko

Jacob T. Johansen, der ivrigt formidler sin store viden på sin hjemmeside danskebjerge.dk og bloggen Blogsbjerg, er både fascineret af bjerge og bakker, fordi det er interessant at have viden om det statistiske og matematiske i opgørelserne af bakkerne. Og så er der særlige temaer som kælkebakker, skibakker eller bakker der har haft historisk betydning som for eksempel Skamlingsbanke eller Knivsbjerg. Man kan hele tiden finde nye vinkler på at formidle bakke-oplevelser, og der er så mange måder at gøre det op på, fortæller han entusiastisk. 

”En top-oplevelse kan være så meget. Min grundpointe er, at det ikke bare er højden over havet, det kommer an på, men højdeforskellene fra bakken til det omgivende landskab. Rebild bakker er statstisk set ikke blandt de højeste i Danmark, men det er en god bakke-oplevelse, fordi landskabet rundt om ligger meget lavere”.

Landskab i Rebild Bakker
Rebild Bakker - et smukt kuperet hedelandskab i Himmerland i nærheden af Rold Skov.

Bjergbestigning topper om vinteren

Mens mange friluftsoplevelser er bedst om sommeren så er det anderledes med bjergbestigning i vinterhalvåret. Her er der nemlig ofte bedre udsigt, fordi der ikke er blade på træerne og udsigten er derfor bedre.

Man har haft for vane, at plante træer på eller rundt om bakkerne, så de ofte helt forsvinder i landskabet. Ved Lerbjerg på Fyn, har man ryddet træerne, men ved for eksempel Kobanke på Sjælland er det mere udfordringen at finde toppen inde i skoven, end at komme op på den” siger Jacob T. Johansen.

Han taler om bakkerne med varme i stemmen og det falder ham ikke let at udvælge sin yndlingsbakke. Men Mols Bjerge har store højder med flere toppe over 100 meter og åbent landskab. Og så fremhæver han også Kongsbjerg på Møn, lige syd for Møns Klint.

Udsigt fra Kongsbjerg på Møn over marker og kyst
Kongsbjerg syd for Møns Klint, hvor der findes sjældne orkideer - og en sjældent flot udsigt.

 "Selve klinten slår mange rekorder i højdeforskelle, trappetrin og sved på panden, og når du står på f.eks. Dronningestolen, kan du se klinten, stranden og havet. Det er flot, men Kongsbjerg har faktisk en bredere og mere varieret udsigt. Man kan omtrent se halvdelen af Møn derfra,” siger han. ”Og så er op- og nedstigninger også bare mere spændende, når det foregår i åbent terræn som ved Kongsbjerg,” siger Jacob T. Johansen, der stadig mangler at bestige enkelte danske bakketoppe, bl.a. i Nordjylland.

Vidste du at titlen som Danmarks højeste punkt er gået på skift?

 

I 1941 blev Yding Skovhøj målt til at være højere end Ejer Baunehøj, der hidtil havde været Danmarks højeste bakke. Men Yding Skovhøj har en gravhøj på toppen og Ejer Baunehøjs top er heller ikke naturlig, så den går ikke. I 2005 opdagede man således, at Møllehøj er den højeste naturlige bakke.

Top 10 fra danskebjerge.dk

  1. Møllehøj - Ejer, Jylland : 170,86 moh.
  2. Yding Skovhøj - Yding, Jylland : 170,77
  3. Rye Sønderskov - Gl. Rye, Jylland : 162,5
  4. Rytterknægten - Vestermarie, Bornholm : 162
  5. Himmelbjerget - Gl. Rye, Jylland : 157
  6. Them Bavnehøj - Them, Jylland : 153
  7. Sorring Loddenhøj - Sorring, Jylland : 148
  8. Aborrebjerg - Møns Klint, Møn : 143
  9. Ravnebakke - Vestermarie, Bornholm : 142
  10. Brande Krat - Them, Jylland : 141
     

Kilde: Danskebjerge.dk 

TOP 10: peakfaktor i Danmark 

Her får du top 10 over toppe med størst peakfaktor fra danskebjerge.dk - altså de steder med størst højdeforskel på den sidste kilometer op mod toppen?

  1. Aborrebjerg, Høje Møn (top: 143 / bund: 0) = 143 meter
  2. Himmelbjerget, Søhøjlandet (top: 147 / bund: 21) = 126
  3. Mimsbjerg, Søhøjlandet (top: 151 / bund: 27) =124
  4. Vejrhøj, Vejrhøj-buen (top: 121 (113) / bund: 0 =121 (113)
  5. Storeknøs, Søhøjlandet (top: 129 / bund: 21) =108
  6. Blæsbjerg, Nord-Bornholm (top: 108 / bund: 5) = 103
  7. Hohøj, Mariager Fjord (top: 110 (98) / bund: 7) = 103 (91)
  8. Trehøje, Mols Bjerge (top: 127 (123) / bund: 25) = 102 (98)
  9. Frederik 7.s Høj, Søhøjlandet (top: 123 / bund: 23) = 100
  10. Kongsbjerg, Høje Møn (top: 135 / bund: 35) = 100

Også i danske byer er der store højdeforskelle inden for bygrænserne. Vejle er den by, hvor du finder de største højdeforskelle og stejleste gader.

Læs mere om, hvordan man finder maksimale stigningsprocenter og hvor man kan opleve de største højdeforskelle i det danske landskab på danskebjerge.dk

Udsigt fra Himmelbjerget
Glem alt om, at Danmarks natur er flad som en pandekage. Her guider vi dig til toppe og højdedrag, som du næppe kan bestige uden sved på panden!