Udsigt fra Himmelbjerget

Bestig Danmarks bjerge

Glem alt om, at Danmarks natur er flad som en pandekage. Her guider vi dig til toppe og højdedrag, som du næppe kan bestige uden sved på panden!

Danmark er et bakkeland, og fra gammel tid har mange af vores højdedrag navne, der ender på bjerg. Så fortvivl ikke, hvis du vil have syre i benene, sved på panden og udfordrende stigninger. Der er masser af muligheder for at holde bjergformen ved lige – eller for at lege bjergbestigere med hele familien og se landskabet fra oven.

Og I behøver ikke at lede på må og få efter landets mest kuperede landskaber. Danskbjerge.dk har nemlig gjort det til sin mission øge kendskabet til Danmarks højeste bakker.

Landskab i Rebild Bakker
Bløde bakker i Rebild - højdemeterne slår måske ikke rekord men der er til gengæld store højdeforskelle.

Her topper landskabet

Vil I helt til tops, er det bl.a. Yding Skovhøj i Jylland og Rytterknægten på Bornholm, der skal bestiges. Men der er muligheder flere steder i landet, så tjek listen over Danmarks 20 højeste punkter! 

Danskebjerge.dk guider dig også til 23 højdedrag over hele landet – det er højt beliggende eller kuperede landskaber, hvor du finder adskillige stigninger. Du kan fx sætte kurs mod dramatiske, istidskabte landskaber som de Sydfynske Alper eller de utallige kuperinger i nær Vejle Fjord.

Ofte knytter der sig en spændende natur- eller kulturhistorie til de bakkede landskaber. Så det er faktisk svært at undgå at blive både sundere og klogere af at bestige de danske bjerge!

Din oplevelse kan begynde her

Find de danske bjerge

På bestigbjerge.dk kan du registrere dig og komme med i de danske bjerges 'hall of fame'  

Find andre at vandre med

3 tips, der klæder dig på til bjergvandring
  1. Klæd dig på, så du fryser lidt i starten – bakkevandring giver varmen!
  2. Tag flere lag tøj på, så du kan skrue op og ned for varmen undervejs – husk et vindtæt lag, der bryder vinden på bakketoppen.  
  3. På med et par gode sko – ægte bjergvandringer kræver vandrestøvler, men på danske bjerge kan mindre også gøre det. Eksempelvis et par løbesko, der sidder godt fast på foden, og har lidt skridmønster.

Kunsten af bestige bjerge i Danmark

Friluftsrådet har støttet portalen BestigBjerge.dk, der guider dig til bjerge i Danmark. Siden forener leg, motion, outdoor-liv, skattejagt, formidling, naturværdier, socialt samvær og sund trivsel mellem generationer.

BestigBjerge bygger oprindeligt på en original idé af nordmanden Roger Pihl, som i 2005 udgav bogen ”Guide til Danmarks bjerge”. I 2020 har Roger udgivet bogen ”Kunsten af bestige Himmelbjerget” og genudgivet bogen ”Danmarks Bjerge”.

Baseret på den første bjergbogs optegnelser af bjerge på over 100 meter og med et glimt i øjet udfordrer BestigBjerge mennesker i alle aldre til at bestige de danske bjerges ”svimlende højder” og skaber samtidig eminente rammer for aktivt friluftsliv, fællesskab og gode oplevelser.

Bjergenes hall of fame
Og man kan endda vælge at registrere sig som bjergbestiger på projektets hjemmeside (på PC, tablet eller smartphone). Hvert bjerg, der er med i BestigBjerge.dk, er forsynet med to let skjulte talkoder – én nær P-pladsen ved begyndelsen af turen og én nær toppen.

Når man taster disse koder ind på hjemmesiden/den mobile hjemmeside, samler man højdemeter og deltager i en digital dyst om at komme med i det gode selskab ”Hall of Fame”: udstillingsvinduet for alle, der har besteget samtlige bjerge – p.t. 20 bjerge i Jylland og på Fyn.

 

Himmelbjerget ved Siljkeborgsøerne
Er det ikke lige stejle bjergskråninger og sneklædte tinder, der melder sig på nethinden, når du fremkalder billeder af vinter i Danmarks natur? Så skal du måske læse med her og få ny viden om Danmarks højeste punkter og inspiration til, hvordan du kan udforske dem og nyde vinteren herhjemme.
Vidste du at titlen som Danmarks højeste punkt er gået på skift?

I 1941 blev Yding Skovhøj målt til at være højere end Ejer Baunehøj, der hidtil havde været Danmarks højeste bakke. Men Yding Skovhøj har en gravhøj på toppen og Ejer Baunehøjs top er heller ikke naturlig, så den går ikke. I 2005 opdagede man således, at Møllehøj er den højeste naturlige bakke.

Top 10 fra danskebjerge.dk

  1. Møllehøj - Ejer, Jylland : 170,86 moh.
  2. Yding Skovhøj - Yding, Jylland : 170,77
  3. Rye Sønderskov - Gl. Rye, Jylland : 162,5
  4. Rytterknægten - Vestermarie, Bornholm : 162
  5. Himmelbjerget - Gl. Rye, Jylland : 157
  6. Them Bavnehøj - Them, Jylland : 153
  7. Sorring Loddenhøj - Sorring, Jylland : 148
  8. Aborrebjerg - Møns Klint, Møn : 143
  9. Ravnebakke - Vestermarie, Bornholm : 142
  10. Brande Krat - Them, Jylland : 141
     

Kilde: Danskebjerge.dk 

På billedet ses Mols Bjerge. Det er sen eftermiddag og solen er på vej ned
Storslåede oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge

 

TOP 10: peakfaktor i Danmark 

Her får du top 10 over toppe med størst peakfaktor fra danskebjerge.dk - altså de steder med størst højdeforskel på den sidste kilometer op mod toppen?

  1. Aborrebjerg, Høje Møn (top: 143 / bund: 0) = 143 meter
  2. Himmelbjerget, Søhøjlandet (top: 147 / bund: 21) = 126
  3. Mimsbjerg, Søhøjlandet (top: 151 / bund: 27) =124
  4. Vejrhøj, Vejrhøj-buen (top: 121 (113) / bund: 0 =121 (113)
  5. Storeknøs, Søhøjlandet (top: 129 / bund: 21) =108
  6. Blæsbjerg, Nord-Bornholm (top: 108 / bund: 5) = 103
  7. Hohøj, Mariager Fjord (top: 110 (98) / bund: 7) = 103 (91)
  8. Trehøje, Mols Bjerge (top: 127 (123) / bund: 25) = 102 (98)
  9. Frederik 7.s Høj, Søhøjlandet (top: 123 / bund: 23) = 100
  10. Kongsbjerg, Høje Møn (top: 135 / bund: 35) = 100

Også i danske byer er der store højdeforskelle inden for bygrænserne. Vejle er den by, hvor du finder de største højdeforskelle og stejleste gader.

Læs mere om, hvordan man finder maksimale stigningsprocenter og hvor man kan opleve de største højdeforskelle i det danske landskab på danskebjerge.dk

Møns Klint
Udsigt fra Møns Klint og Aborrebjerg
Udsigt fra Himmelbjerget