Pressemeddelelse

Halvdelen af danskerne ved ikke, at man godt må bade på private strande

badning
Der er masser af muligheder for at bade ved de danske kyster, i søer og i havnebade. Men kun få af os kender nok til de muligheder, viser en undersøgelse fra Friluftsrådet.

Danmark har 7.300 kilometer kyst, og du må bade næsten overalt, så der er gode muligheder for at køle af  i sommervarmen. Men det er der desværre mange danskere, der ikke ved. Kun 52 procent af danskerne ved for eksempel,  ifølge en undersøgelse foretaget af Friluftsrådet, at man må bade på en privat strand, mens kun 26 procent ved, at man må gøre ophold på en privat strand, hvis man er 50 meter fra beboelse. Ni ud af 10 tror ikke, at man må være der om natten.

"Desværre tror mange at der er flere begrænsninger, end der egentlig er, og så går vi jo glip af nogle muligheder for gode oplevelser. Mange er især i tvivl om, hvad de må på private strande, og det er ærgerligt, når der er så gode muligheder for en kølig dukkert" siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet, der arbejder for at give danskerne gode muligheder for friluftsoplevelser.

Selvom en strand er privatejet, må du gerne bade der. Du må også gerne slå dig ned med håndklæde og madkurv, hvis der bare er mindst 50 meter til nærmeste beboelse.

"På stranden må du være hele døgnet og sågar overnatte. Man må bare ikke slå et telt op, men man må gerne lave en simpel bivuak eller overnatte under åben himmel," siger Jan Ejlsted. 

Det Blå Flag i toppen af en flagstand med blå himmel bag
Den ekstraordinært varme sommer betyder nu, at det er tid til at være opmærksom på især blågrønalger. Kommunerne tjekker løbende badevandet - men du kan også selv holde et varsomt øje, der hvor du bader.

Svøm i en skovsø 

Der er også mange søer i Danmark, hvor vandet er så rent, at du kan bade - og det må du gerne. Søer der er offentligt ejede, må du bade i hele døgnet.

"Her kan du roligt tage en måneskinsdukkert mellem åkanderne i søen. Og det kan jo være en helt speciel naturoplevelse i sommerens lyse nætter," lyder opfordringen fra Jan Ejlsted.

Der kan være lokale forbud, fredning eller andre begrænsninger, der fremgår af skiltning, og hvis søen er privatejet, må du kun bade, hvis der er flere end en ejer af bredden, og hvis du kan komme ned til søen af veje og stier. Der skal desuden være mindst 150 meter til nærmeste beboelse, hvis det er en sø i skoven, og der må du ikke være der om natten.

"Der er steder i Danmark, man ikke må bade, men så er det som regel af hensyn til den badendes sikkerhed. For eksempel kan det være forbudt at bade i havneområder på grund af sejlads og i mosehuller, der kan være "bundløse", kolde eller fyldt med dynd," siger Jan Ejlsted.

Uanset hvor du bader, skal du naturligvis altid huske at tænke på sikkerheden og bruge fornuften. Lær baderådene fra Rådet for Badesikkerhed og TrygFonden, så er du godt på vej.

Friluftsrådets kampagne Oplev mere - brug naturen skal oplyse om regler om muligheder i naturen. Du kan finde ud af mere om reglerne på www.oplevmere.nu 

Vidste du.....
  • ... at du gerne må bade nøgen på danske strande? Men vis hensyn til andre strandgæster - du må nemlig ikke opføre dig anstødeligt over for andre. Der findes også strande med særlig plads til naturister Se mere hos Danske Naturister
  • ... at der I Danmark er flere end 200 strande, der har Blå Flag som er et tegn på at der findes gode faciliteter, sikkerhedsudstyr og rent badevand. Find dem på www.blaaflag.dk 
  • ... du skal have hunde i snor på stranden i sommerhalvåret. Kommuner kan desuden sætte skilte op der ikke tillader hunde på stranden, ligesom det heller ikke er tilladt at have hunde med på strande med Blå Flag
  • ... at du altid kan tjekke Miljøstyrelsens oversigt over rent badevand og DMIs badevandstemperaturer.
Fakta

Stranden/kysten er det næstmest populære sted, når danskerne tager i naturen lige efter skoven. De fleste danskere ved at man må færdes på offentlige strande, dog ved kun halvdelen, at man må overnatte uden at slå telt op.

Men når det kommer til private strande er vi langt mere autoritetstro, her er det kun: 

  • 40 procent der ved, at det er tilladt at færdes til fods på privat strand
  • 52 procent der ved, at det er tilladt at bade på en privat strand - men halvdelen af de adspurgte tror, at man kun må bade, hvis der er mere end 50 meter til nærmeste beboelse.
  • 26 procent at det er tilladt at "gøre ophold", hvis der er mere end 50 meter til nærmeste beboelsesbygning
  • 10 procent der ved, at det er henholdsvis tilladt at overnatte og tænde bål, hvis der er mere end 50 meter til nærmeste beboelse.

Kilde: Friluftsrådet, undersøgelsen er gennemført af kommunikationsbureauet Advice i 2016

 

Kontakt
portræt af Louise
Kommunikationskonsulent
40 33 74 02