Nyhed

Ny handleplan skal gøre Danmark til frilufts-land i topklasse

vandretur på sti
Danmark har fået en handleplan for outdoor-turisme, der skal udfolde naturens og friluftslivets potentiale som turistdestination. Friluftsrådet hilser planen velkommen og forventer, at den bliver løftestang for borgernes og foreningers muligheder for friluftsliv generelt.

Danmark har fået en handleplan for outdoorturisme, der skal være afsæt for at styrke Danmark som rejsemål for turister med hang til friluftsliv.

Handleplan for outdoorturisme blev overrakt af Dansk Kyst- og Naturturisme til erhvervsminister Simon Kollerup. Planen skal udfolde potentialet for gode naturoplevelser  med cykelture, vandring, ridning, lystfiskeri, sankning og vandsport i den danske natur. 

 Handlingsplanen skal sikre de bedste betingelser for, at Danmark kan udvikle sig til et af Europas bedste rejsemål for outdoor-oplevelser.

Om handleplan for outdoorturisme

Handleplanen er udarbejdet af Dansk Kyst- og Naturturisme i dialog med blandt andre Erhvervsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Naturstyrelsen, Danmarks Nationalparker og Friluftsrådet. 

Handleplanen indeholder fem centrale anbefalinger

  1. Prioritér udvikling af stærke outdoor-destinationer
  2. Styrk rammerne for outdoor-tilbud i udvalgte naturområder
  3. Opbyg sammenhængende infrastruktur
  4. Tænk kommercielt og skab rentable forretninger
  5. Tilvejebring systematiseret data til vidensbaseret produktudvikling

Læs handleplanen hos Dansk Kyst- og Naturturisme

”Turisme er vigtig for Danmark og er med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet. Ikke mindst i landdistrikterne og i det vidunderlige Vandkantsdanmark, hvor turisterne gerne vil ud og opleve den danske natur, og hvor flere grønne oplevelser til turisterne kan være med til at gøre Danmark til en mere bæredygtig turistdestination. Handleplanen for outdoor-turismen er på den måde et vigtigt element i den videre udvikling af en konkurrencedygtig kyst- og naturturisme i Danmark, lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup ved overrækkelsen. 

Friluftsrådet, der har bidraget til arbejdet med handleplanen, er glade for, at der sættes fokus på friluftslivets potentiale. Samtidig påpeger Rådet at det er vigtigt at have et helhedssyn på naturturismen i forhold til både bæredygtighed i naturen og lokalbefolkningens muligheder: 

"Vi skal sikre os, at udviklingen af de lokale borgeres og foreningers muligheder for at dyrke friluftsliv går hånd i hånd med udviklingen af naturturismen, den chance for at forbedre mulighederne for friluftsliv generelt må vi ikke lade passere. Man skal kunne komme ud i den lokale natur, også uden kommercielle turistudbydere" siger Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen. 

Friluftsrådet bakker op om især den anden anbefaling i handleplanen om at styrke rammerne for outdoor-tilbud i udvalgte naturområder og den tredje anbefaling om at opbygge en sammenhængende rekreativ infrastruktur: 

"Vi har stadig et stykke vej før vi er med på standarderne for friluftsruter med faciliteter undervejs og samlet formidling af mulighederne, hvis vi sammenligner os med andre europæiske lande. Vi håber, at outdoorhandleplanen kan være løftestang for, at et nationalt rekreativt sti- og rutenetværk på tværs af landet kommer højere op på regeringens dagsorden" siger Niels-Christian Levin Hansen. 

 

Langelands Sti-Venner præsenterer vandrekort over Langeland
Et stort lokalt ønske om at udvikle flere og bedre stier til friluftsliv, var drivkraften for en forening med frivillige ildsjæle på Langeland, der har udviklet et kort med 29 forslag til vandreture på Langeland, Strynø og Siø. Et godt initiativ som understreger behovet for en større, national indsats, mener Friluftsrådet.
Sti langs kysten i Nordsjælland
Der er stort behov for et sammenhængende sti- og rutenet i Danmark, en ensartet platform der kan skabe overblik og faste standarder. Sådan lød det fra fem organisation på Naturmødet i Hirtshals, da Friluftsrådet præsenterede en ny rapport om fremtidens stier og ruter.

 

Kontakt