Mange børnefamilier er udsatte og ensomme af forskellige grunde. Samvirkende Menighedsplejer sætter nu gang i et landsdækkende projekt, som giver familierne oplevelser i naturen og nye relationer.
Myretue

En usikker økonomisk situation, psykisk sygdom eller mental skrøbelighed kan være nogle af grundene til børnefamilier havner i hel eller delvis isolation. Samvirkende Menighedsplejer har fået tilskud til et landsdækkende projekt, der knytter nye bånd mellem udsatte børnefamilier og engagerede frivillige gennem formidling af naturen.

Børnefamilierne, der fortrinsvis er kontanthjælpsmodtagere, har som regel lille eller ingen erfaring med at færdes i naturen. Ved at arrangere weekendture i samarbejde med kommunale naturvejledere og lokale ildsjæle får børnefamilierne støtte til at udfolde sig i naturen, få nye rollemodeller og opbygge nye relationer til andre børn og voksne.

Projektet har fået 700.000 kr. i tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til at udvikle og udbrede brugen af naturaktiviteter i frivilligt, socialt arbejde med udsatte børnefamilier. Samvirkende Menighedsplejere har fået tilskud til projektledelse, naturaktiviteter, naturvejleder, informationsmateriale mv. Projektet løber frem til udgangen af 2020.

Organisering

Projektet er knyttet til Samvirkende Menighedsplejeres landsdækkende engagement i eksisterende familienetværk og ferieaktiviteten "Folkekirkens Feriehjælp". Naturaktiviteterne integreres i de netværksaktiviteter, som organisationens lokalforeninger arrangerer. Mindst 36 af organisationens lokalforeninger inddrages i projektet.

Metode

Projektet bliver skudt i gang med udvikling af informationsmateriale og afholdelse af informationsmøder, hvor lokale tovholdere inviteres. Til mødet vil en medarbejder fra Samvirkende Menighedsplejere og en naturvejleder give deltagerne redskaber til at formidle og lave aktiviteter i naturen for udsatte børnefamilier. Her skal blandt andet tages hensyn til, at børnene typisk har et meget højt aktivitetetsniveau, hvorimod forældrene i højere grad har behov for at opleve naturen som et sted, hvor de kan finde ro og eftertænksomhed.

Efter informationsmøderne støtter organisationen op med tilrettelæggelse af naturaktiviteterne samt afholdelse af det første arrangement. Herefter er det lokalafdelingerne, der står for de løbende aktiviteter. Der afholdes ialt fem ture pr. lokalforening.

Shelter i Pilotnaturpark Flynder Sø - Sønder Lem Vig
Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter initiativer, der forbedrer mulighederne for befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Næste ansøgningsfrist er den 15. september 2024.

Information

Projekttype
Naturformidling
Region
Region Hovedstaden
Beløb
Over 500.000 kr.
Støttemodtager

Samvirkende Menighedsplejer

Lokalt friluftsråd
Friluftsrådet København