SydhavnsCompagniet vil skabe naturaktiviteter for borgere i Københavns Sydhavn, med særligt fokus på socialt udsatte. Aktiviteterne omfatter biavl, vandre- og cykelture, vinterbadning, sanke- og fisketure, mindfulness i naturen mv. Frivillige opkvalificeres til at stå for aktiviteterne. Der er givet tilskud til materialer og ekstern løn.
SydhavnsCompagniet på tur

Projektet skal bidrage til, at udsatte borgere, der er særligt ramt af coronakrisen, får styrket deres fysiske, mentale og sociale sundhed og trivsel og bliver en del af et fællesskab. Målgruppen har været særligt hårdt ramt under corona-krisen, da mange væresteder, andre sociale tilbud og ambulante behandlingssteder, for folk med ikke-akutte psykiske lidelser, er (delvist) lukkede. Det skaber øget isolation og tab af betydningsfuldt samvær.

SydhavnsCompagniet oplever en stor efterspørgsel på arrangeret aktiviteter i naturen, hvor målgruppen kan indgå i sociale fællesskaber. Mange ønsker at komme mere ud, men har svært ved at tage sig sammen eller mangler et formål med at komme ud. 

Projektet åbner op for nye måder at være i naturen på for målgruppen. Det er opdelt på sådan en måde, at målgruppen får en indføring i, hvordan naturen kan bidrage til:

  • Bedre mental tilstand igennem ”Sans Naturen”-aktiviteter, f.eks. stillevandringer med mindfullness og meditationsøvelser samt saunagus og vinterbadning
  • Bedre fysik igennem udflugter og aktiv udfoldelse i naturen, f.eks. vandre- og gåture, mountainbike- og cykelture, fisketure og frisbeegolf.
  • Praktisk læring om, hvordan man kan være i naturen igennem aktiviteter der opbygger friluftsfærdigheder, f.eks. madlavning over bål, svampejagt og begynderkursus i biavl.

Det er målet, at målgruppen igennem deltagelse i aktiviteterne, kompetencegivende kurser og i takt med at læringen finder sted, i øget omfang vil engagere sig mere i naturen.

Information

Projekttype
Sundhed og velfærd
Region
Region Hovedstaden
Beløb
50.000 - 100.000 kr.
Støttemodtager

SydhavnsCompagniet

Lokalt friluftsråd
Friluftsrådet København