Lov om at sløjfe stier i det åbne land er utilstrækkelig

Når en landmand ikke har brug for en sti eller en markvej, skal han anmelde til kommunen at den nedlægges. Hører han intet inden for fire uger, kan han pløje vejen op. Sådan hedder det i Naturbeskyttelseslovens §26 A med en såkaldt anmelde-ordning. Har en sti rekreativ betydning må den ikke nedlægges, men det sker tilsyneladende ofte alligevel. I hvert fald er der i flere end halvdelen af de sager kommunerne har haft siden 2007, ikke været anmeldt lukning, og i 23 % af sagerne har kommunerne afvist, at stien eller vejen måtte nedlægges.

Anmeldeordningen kritiseres af Friluftsrådet, der arbejder for at sikre at befolkningen kan komme ud i naturen.

”Det er ikke tilstrækkeligt med en ordning, hvor en lodsejer blot skal anmelde lukning, og da slet ikke når det viser sig, at mange ikke anmelder. Markveje og stier i det åbne land har ofte rekreativ betydning for lokale borgere eller fungerer som vigtige forbindelsesveje til naturområder - og op mod halvdelen af dem er forsvundet de seneste 50 år. Derfor skal vi være på vagt, og vi vil klart foreslå, at man skal have en aktiv godkendelse fra kommunen, inden man pløjer en markvej op eller spærrer en sti” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand i Friluftsrådet. Han peger på at det i mange sager lykkes at etablere en alternativ rute, der tilgodeser både lodsejeren og befolkningens behov for at kunne bevæge sig ud i landskabet.

Under halvdelen anmelder lukning af stier

En nylig gennemført undersøgelse, hvor Friluftsrådet har bedt om aktindsigt i kommunernes behandling af sager om nedlæggelse af veje og stier i det åbne land efter Naturbeskyttelseslovens §26 A, viser kort fortalt, at den nuværende anmeldeordning fungerer i nogle kommuner, men at den langt fra er tilstrækkelig til at sikre, at stier med rekreativ værdi ikke bliver nedlagt ulovligt.

Kommunerne har siden 2007 modtaget 420 anmeldelser fra lodsejere, der vil nedlægge en sti eller markvej med rekreativ betydning. Men de har modtaget lige så mange – faktisk hele 470 - henvendelser fra borgere, der klager over nedlagte stier og markveje, hvor lukning ikke er anmeldt af ejeren inden. I 36 tilfælde har kommunerne selv rejst en sag, hvor en sti er lukket uden tilladelse. Anmelde-ordningen i Naturbeskyttelsesloven overholdes altså kun i 45 % af de i alt 926 sager med nedlæggelser af markveje.

I hver fjerde sag har kommunen afgjort, at markvejen eller stien ikke må nedlægges. Det kan både være lodsejere, der anmelder lukning, der får dette svar eller det kan være lodsejere, der allerede har nedlagt en sti, som får besked på at den skal genetableres - eller som det er sket i 110 tilfælde, at der skal etableres en alternativ rute så befolkningen fortsat kan færdes.

I Holbæk Kommune, har der kun været to anmeldelser fra lodsejere, men 21 henvendelser fra borgere og 3 sager, hvor kommunen har ført sagen.

”Her er et eksempel på, at lodsejerne ikke er gode nok til at anmelde lukning. I seks af sagerne har kommunen afgjort at vejen ikke må lukkes. Når der er flere henvendelser fra borgere om stier, der er forsvundet, end der er anmeldelser fra lodsejere, der gerne vil nedlægge dem, så er det altså ikke tilstrækkeligt med en ordning, hvor man skal anmelde dem,” understreger Niels-Christian Levin Hansen. 

I 110 af tilfældene er der givet tilladelse til at flytte vejen eller stien og Niels-Christian Levin Hansen peger på, at de mange afgørelser om flytning af stierne vidner om, at der i mange tilfælde kan findes en lokal og tilfredsstillende løsning, der både tilgodeser lodsejerne og offentlighedens adgang.

Mørketal og forskelle mellem kommuners forvaltning

Der er imidlertid meget stor forskel på de tal kommunerne har oplyst. 25 kommuner har slet ikke registreret nogle sager, mens den kommune med flest, Hjørring med 104 sager, har næsten dobbelt så mange som nr. 2 på listen, som er Aabenraa med 54 sager.  

Blandt de kommuner, der ikke har angivet nogle sager er størstedelen by- eller forstadskommuner, men heller ikke i Læsø, Lemvig og Fanø og Fredericia har §26A været i brug de seneste 12 år.

”Selvfølgelig er der forskel på land- og bykommuner, men de meget store forskelle tyder også på, at lovgivningen fortolkes forskelligt.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har der været 33 sager i alt – heraf 12 anmeldelser fra lodsejere og 17 henvendelser fra borgere og i 15 af dem har kommunen ikke givet tilladelse til at nedlægge stien. Sådan ser det også ud i Lejre, der har afvist lukning 13 gange ud af i alt 19 sager. Omvendt har Horsens kommune kun i tre ud af 19 sager ikke givet tilladelse til at nedlægge stien. Den store spændvidde i antallet kan begrundes med forskellen i lokale forhold, men når der er så markante forskelle kan det også pege på forskelle i fortolkning af lovgivningen i kommunerne.

Nedlagte stier har lav prioritet i kommunerne

Kun en femtedel af kommunerne har selv rejst en af de i alt 36 sager med uretmæssigt nedlagte stier og veje i det åbne land. 

”Det er ikke ret mange sager kommunerne har rejst på 12 år, så det er et fingerpeg om, at de enten ikke har resurser til det eller ikke prioriterer at sikre borgernes adgang til natur særlig højt” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Tallene er desuden behæftet med noget usikkerhed, ligesom Friluftsrådet også mener, at der er nogle mørketal. For eksempel ikke tal på, hvor mange anmeldelser, kommunerne ikke har nået at svare på inden fristen, for da det kun er en anmelde-ordning venter lodsejeren ikke på tilladelse, når de fire ugers frist er gået.

Friluftsrådet mener, at den korte frist til kommunal sagsbehandling og manglende mulighed for offentlig høring er stærkt kritisabel i forhold til at sikre offentlighedens adgang til natur og det åbne land.

”Vi ser gerne, at det nye folketing sætter gang i arbejdet med at rette op på ordningen, der tilsyneladende ikke er tilstrækkelig. Man kan både se på frister, anmeldeordning og øvrige forhold så adgangen til naturen ikke begrænses, men er for alle danskere uanset, hvor man bor” siger han.