Høringssvar

Høringssvar på forslag til lov om ændring af lov om planlægning

(oktober 2017)

Indledningsvis vil Friluftsrådet bemærke, at det samfundsmæssigt synes at have været mere oplagt, at staten fremkom med retningslinjer/lovbestemmelser, der som udgangspunkt forbød byvækst på oversvømmelses- eller erosionstruede arealer. 

Når dette nu ikke er tilfældet, så synes det fornuftigt at fremkomme med retningslinjer/lovbestemmelser for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse m.v. 

Friluftsrådet er bekymret for forslaget om at undtage kommunalbestyrelsen fra pligten til at udarbejde lokalplan ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg m.m., hvis tilvejebringelsen af lokalplanen vil forsinke processen med etablering af anlægget væsentligt eller hvis der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at forsinkelsen kan få en væsentlig negativ betydning. 

Friluftsrådet er også bekymret for, om der ved udeladelse af udarbejdelse af lokalplan i forbindelse med etablering af kystbeskyttelsesanlæg m.m. vil blive taget tilstrækkelig højde for at sikre offentligheden adgang til og langs kysten. Et fortsat krav om udarbejdelse af lokalplan med tilhørende inddragelse af offentligheden vil give borgere og interesseorganisationer mulighed for at påpege mulighede konsekvenser for offentlighedens adgang til og langs kysten af et forslag til kystsikringsanlæg.