Høringssvar

Høringssvar forslag til lov om kystbeskyttelse

På billedet ses Blokhus strand med de hvide små strandhuse ud til vandet
(januar 2018)

Friluftsrådet har stor forståelse for ønsket om en mere effektiv beskyttelse af samfundsværdier ved de danske kyster og har forståelse for, at der en række steder kan være behov for øget kystsikring. Friluftsrådet finder, at de danske kyster i vid udstrækning bør fastholdes som naturlige uberørte kyster uden tekniske indgreb og at den naturlige kystdynamik bør accepteres langt hen ad vejen. Kystbeskyttelsen bør kun foretages i et begrænset omfang og kun efter helhedsorienterede afvejninger af en række hensyn, herunder rekreative hensyn og landskabs- og naturhensyn. Friluftsrådet støtter i forlængelse heraf intentionerne i det nu fremlagte udkast til forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse m.fl. om at sikre en helhedsorienteret tilgang til kystbeskyttelsen.

Friluftsrådet finder, at lovforslaget på en række områder går alt for langt i sine bestræbelser på at etablere en mere omkostningseffektiv og helhedsorienteret kystsikringsproces. Flere af elementerne i udkastet til lovforslag fører således med sig en forringelse af administrationen af en række andre lovområder og ikke mindst forringer det borgernes retssikkerhed ved at give borgerne ringere mulighed for at interagere i kystsikringsprocessen.