Nyhed

Nye naturråd skal skabe plads til natur og friluftsliv

Friluftsrådet har udpeget medlemmer til 20 nye naturråd, der frem til sommer skal hjælpe kommunerne med at kortlægge natur og potentiale for ny natur på et Grønt Danmarkskort.

Det næste halve år skal 20 nye naturråd, der dækker alle landets kommuner, kortlægge naturen og formulere indspil til hvor ny natur kan udvikles i kommunerne. I rådene sidder repræsentanter fra friluftsliv, landbrug, erhvervsliv og naturområdet, og målet er at blive enige om, hvordan naturen skal udvikle sig.

På baggrund af rådenes arbejde skal der udformes et Grønt Danmarkskort, som et led i den planlov, Folketinget vedtog i juni 2017. Et Grønt Danmarkskort skal sikre større og mere sammenhængende naturområder på tværs af kommunegrænser og kommuneplaner. Det Grønne Danmarkskort bliver på sigt et strategisk planlægnings- og prioriteringsværktøj, der kan bruges af både kommuner, staten, foreninger og fonde, når de skal prioritere kommende naturindsatser.

”Vi har været stor fortaler for et Grønt Danmarkskort, så der kan skabes bedre plads til naturen og folks forskellige friluftsinteresser i Danmark. Det er helt afgørende at kunne planlægge på tværs af kommunegrænser og få udnyttet det potentiale, der er for at udvikle naturen” siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.

Friluftsrådet samler alle organisationens naturrådsrepræsentanter, suppleanter og grønne råds-repræsentanter på lørdag den 27. januar i Århus og den 3. februar i København for at forberede indspil til naturrådenes arbejde.
Friluftsrådet vil især have fokus på arealer, der giver mere plads til at dyrke friluftsliv og på områder, der giver nye muligheder for at færdes i naturen eller opleve naturen.

Se hvilket naturråd din kommune hører til 

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.