Nyhed

Mennesker med handicap skal have lettere ved at finde ud i naturen

Person med handicap i naturen
Videnscenter om handicap har fået 3 mio. kr. fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til et 3-årigt projektet ”Natur for alle”. Projektet skal opbygge en digital platform, som skaber overblik over, hvor der er stier med tilgængelighed for mennesker med forskellige former for handicap.

Mange mennesker med handicap vil gerne mere ud i naturen. Men en tur ud i det fri rummer en række udfordringer, som kan gøre det svært at få de samme naturoplevelser som andre. Det kan for eksempel være mangel på ledsagelse, hindringer i det fysiske miljø, mangel på hjælpemidler og manglende information om tilgængelige udflugtsmål.  

"Visionen for projektet er, at mennesker med handicap får bedre muligheder for at komme ud i naturen. Mange steder er tilgængeligheden faktisk okay, men der mangler et landsdækkende overblik over, hvor det er, man kan komme hen," siger Lærke Falstaff, projektleder hos Videncenter om Handicap.

Det har den konsekvens, at mange mennesker med handicap bliver ufrivillige indemennesker. 

”Det kan kræve mange ressourcer at planlægge sin tur, fordi det er meget svært at finde oplysninger om, hvor naturen er tilgængelig. Ofte skal man ind på mange forskellige hjemmesider for at finde noget brugbart,” siger Lærke Falstaff.

Frivillige frontløbere skal teste stier

Formålet med ”Natur for alle” er at skabe en digital platform, hvor alle mennesker med handicap kan finde stier i naturen, som passer til deres behov og eventyrlyst. Familie, venner, pædagogisk personale eller lærere kan også bruge den nationale platform. Derudover giver den inspiration til en bredere gruppe, for eksempel børnefamilier med barnevogn, personer i genoptræning eller ældre.

I samarbejde med lodsejerne registreres en vis mængde tilgængelige stier i hele Danmark. Projektet vil kortlægge mindst 50 gode ruter for forskellige brugergrupper - spredt over hele landet. Frivillige frontløbere og lodsejerne inddrages i testning og tilpasning af løsningerne.

På sigt skal projektets formidlingsplatform og registreringsløsning udbredes til flere brugere og lodsejere. Her spiller de frivillige frontløbere også en vigtig rolle. Frontløberne inspirerer andre med handicap til at bruge naturen, via sociale medier og aktiviteter i naturen. I slutningen af projektperioden medvirker de også til at udbrede løsningen til flere brugere og lodsejere.

Invitation til frivillige frontløbere

Projektet er et samarbejde mellem Danske Handicaporganisationer, Friluftsrådet, Sammenslutningen af Unge med Handicap, Videnscenter om handicap og den anden bevillingsgiver AAGE V. JENSEN NATURFOND.  Disse samarbejdspartnere udgør projektets styregruppe.