Nyhed

Friluftsrådet hilser Klima-skovfond velkommen

På billedet ses en sti i en skov, der lyses op af solen og efterårets farver
Regeringen er klar med en model for den Klima-skovfond, der blev vedtaget ved sidste års finanslovsforhandlinger. Friluftsrådet glæder sig især over, at fondens aktiviteter har fokus på at skabe synergi med andre områder, herunder friluftsliv.

Regeringen har lanceret modellen for Danmarks første Klima-skovfond med en startkapital på 100 millioner kroner. Klima-skovfonden skal gøre det muligt for borgere, virksomheder og fonde at bidrage til konkrete klimaprojekter i Danmark, for eksempel etablering af skov eller udtagning af lavbundsjorde.

Friluftsrådet bakker op om Klima-skovfonden og er især glade for, at Klima-skovfonden har bredt fokus på at skabe størst mulig samfundsværdi. I lovudkastet om fonden fremgår det, at fondens aktiviteter skal skabe synergi med andre relevante områder, f.eks. friluftsliv, natur, miljø og biodiversitet. 

”Vi er glade for, at friluftsliv er tænkt ind fra start, så man får størst mulig synergi og samfundsværdi ud af Klima-skovfondens aktiviteter. Danmark er et lille land, så der er brug for løsninger, der favner flere forskellige samfundsmæssige behov. Det er dejligt at se, at man tænker på tværs af samfundsudfordringer og prøver at skabe størst mulig samfundsmæssig værdi,” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Han påpeger dog, at synergieffekterne godt kunne stå endnu stærkere i lovforslagets formål.

Vi holder mere af naturen, når vi kommer ud i den

Ved at tænke friluftsliv ind i Klima-skovfondens aktiviteter kan man fremme den folkelig opbakning til natur- og klimaindsatserne, påpeger Friluftsrådet.

”Hvis vi skal sikre folkelig opbakning til klima-, natur- og biodiversitetsindsatser, så er det også vigtigt, at befolkningen har gode muligheder for at komme ud i naturen. Hvis man har et nært forhold til naturen, så vil man også i højere grad kunne se vigtigheden i at passe godt på den i fremtiden,” lyder det fra Niels-Christian Levin Hansen.

En undersøgelse som Kantar Gallup har foretaget for Friluftsrådet viser, at 61 procent af dem, der har været mere ude i naturen i løbet af sommeren 2020, angiver, at de af den årsag er kommet til at holde mere af den danske natur.

Mere skov er godt for friluftslivet

Friluftsrådet glæder sig også over, at Klima-skovfonden kan bidrage til at reducere Danmarks klimabelastning og realisere den langsigtede nationale målsætning om at 20-25 procent af Danmarks areal skal være dækket af skov. 

Da skov er den mest populære naturtype blandt danskerne, vil det have stor positiv betydning for friluftslivet, påpeger Friluftsrådet.

Mor med barn i Naturpark Mølleåen
Friluftsrådet bakker op om etableringen af Den Danske Klima-skovfond, både fordi fonden kan medvirke til at reducere Danmarks klimabelastning, men også fordi fonden gennem sit arbejde vil fremme skovrejsning, hvilket vil være til gavn for friluftslivet i Danmark.