Foto af to havkajakker i  Roskilde Fjord
Foto af to havkajakker i  Roskilde Fjord
Faciliteter, infrastruktur og tilgængelighed er vigtigt for at skabe oplevelser i, under og på vandet. Her har vi samlet viden og inspiration til at understøtte det blå friluftsliv i kommunerne.

Byudvikling, kystsikring, miljøforhold og fysiske barrierer langs kyst og strand påvirker vilkår og muligheder for friluftslivet. Det gælder også friluftslivet på vandet, i vandet eller under vandet og langs kysten og bredden - alt det, vi kalder "det blå friluftsliv".     

Her har vi samlet viden og inspiration til det blå friluftsliv i kommunerne, så lokale friluftsråd kan udvikle en vision for det blå friluftsliv som indspil til kommunens planlægning. Nogle idekataloger er udgivet flere år tilbage, men der er stadig et uforløst potentiale for at få inspiration og ideer til at udvikle rammerne for det blå friluftsliv. 

 

Sådan kan I arbejde med at udvikle det blå friluftsliv i kommunen

Sæt punktet på et bestyrelsesmøde og lav en vision for det blå friluftsliv: Find et detaljeret kort over kommunen (brug google kort e.l. eller kontakt sekretariatet, hvis I har brug for materiale). 

Tegn eller skriv på kortet - eller print ark med ikoner, klip ud og lim på - hvor mangler der faciliteter, hvor er der potentiale for formidling? Hvad ville forbedre friluftslivet markant. I kan blandt andet forholde jer til:  

  • Tilgængelighed: Er tilstrækkelig adgang til kyst, strand og havn? Er der steder hvor det er svært at komme til med udstyr eller parkere? 
  • Infrastruktur: Hvor er der behov for stier og ruter, overnatningsmuligheder, tur-muligheder osv.?   Hvordan bindes de enkelte faciliteter sammen? 
  • Faciliteter: Er der brug for sheltere, badebroer, kajakskure, saunaer, fugleskjul eller andet, der kan give nye muligheder for friluftsliv?    
  • Sikkerhed: Er der forhold der har konsekvenser for sikkerheden fx anlæg, der betyder at man skal sejle langt fra kysten, er der redningsudstyr og trapper i bynære områder? 
  • Formidling: Er der behov for at formidle særlige naturfænomener eller områder? Skal der være flere oplevelser og naturformidling for børn og unge, skoler og dagtilbud? Hvordan styres færdsel og er der brug for at påvirke adfærd i særlige områder?  
  • Blå Flag eller Badepunkt: er der kyststrækninger eller strande, der vil egne sig til at have Blå Flag eller Badepunkt? Kan I påvirke kommunen til at ansøge om mærkning af strande.

Inddrag de relevante medlemsforeninger og andre aktører, fx kommune eller fonde.

Opret en temagruppe under det lokale friluftsråd, der vil arbejde med at udvikle og beskrive planer.

Kontakt sekretariatet, hvis I har behov for hjælp!  

 

Mennesker arbejder med et kort over friluftsmuligheder
Workshop på seminar for lokale friluftsråd om planlægning for det blå friluftsliv, 2021

      

Blå Flag - rent badevand og naturformidling

Blå Flag  en international kendt og anerkendt mærkningsordning, som kommunerne kan ansøge om at være med i. Blå Flag sætter høje standarder for rent badevand, naturformidling og bæredygtighed.

 

Badepunkt - rent vand og gode friluftsoplevelser

Badepunkt er Friluftsrådets nordiske mærkningsordning, der sætter fokus på gode frilufts- og naturoplevelser året rundt og samme rene badevand som Blå Flag.