Nyhed

Vinterbadning og stand up paddle hitter landet over

Vinterbadning er populært som aldrig før. Over hele landet søger flere og flere det kolde gys trods de færreste som udgangspunkt forbinder det mørke, kolde vand med velbehag.
På billedet ses en badebro. I baggrunden står 4 piger, hvoraf to af dem er på vej i vandet for at vinderbade

Den store interesse for vinterbadning har betydet at Udlodningsmidler til Friluftsliv giver tilskud til projekter i flere foreninger landet over, der skal støtte op omkring vinterfriluftsliv. Spørger man de trofaste vinterbadere giver det dem en følelse af rus, der skaber overskud og velvære i hverdagen.
Friluftsrådets bestyrelse besluttede 1. februar 2017 at give tilskud til projekterne, som er drevet af frivillige ildsjæle og foreninger, der ønsker at skabe bedre rammer for vinterbadere. Hvert projekt modtager derfor maksimalt 50.000 kr. i tilskud til faciliteter til vinterbadning.

Ny sauna og havbadetrapper i Troense Havn

En af foreningerne, der har søgt om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, er den nystiftede forening Dampskibsbadet i Troense, der har modtaget 30.000 kr. i tilskud til etablering af en ny sauna samt sikring af havbadetrapper i Troense Havn, Svendborg.

Formålet med projektet er at genetablere et fællesskab omkring et aktivt havbademiljø i byen. Alle er velkomne, både beboere og gæster, som ønsker at nyde badelivet hele året rundt – og derved opnå en følelse af velvære ved det kolde gys og den efterfølgende varme sauna. Foreningen varetager selv al vedligeholdelse af saunaen herunder maling, rengøring, vinter- og forårsklargøring, m.m. Derudover biddrager foreningen også til vedligeholdelse af broerne, hvor saunaen er placeret.

Direktør for Friluftsrådet, Jan Ejlsted, er glad for at se den opblomstrende interesse for vinterbadning.
”Det understreger den tendens der er til, at vi er i naturen for virkelig at mærke vores krop og finde velvære. Det ser vi uanset om folk tager ud i naturen for at få et adrenalinsus eller være mindfull – vinterbadning er nok en blanding, og det er dejligt at friluftssæsonen på den måde bliver udvidet” siger han.

Ikke kun vinterbadning møder stor interesse

Ud over vinterbadning møder den nye vandaktivitet stand up paddle også stor interesse blandt mange motionister landet over. SUP, som det forkortes, er en ældre form for surfing, der primært finder sted under mere rolige omgivelser end surfing i bølger.

SUP på rolige kyster, i havnebassiner og søer er blevet en populær aktivitet, hvilket blandt andet skyldes, at aktiviteten, i modsætning til surfing, er forholdsvis let at lære. Det kan derfor være med til at tiltrække en anden målgruppe end kendt fra surfing. 

Derfor har Helsingør Sejlklub Ungdom søgt om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til at kunne udvide sejlklubbens tilbud om sejllads til også at kunne tilbyde SUP for børn og unge i alderen 8-25 år. Helsingør Sejlklub Ungdom ønsker at kunne tilbyde SUP til de børn og unge, der ikke har lysten til at sejle i joller, men som stadig ønsker at røre sig og få naturoplevelser på vandet. Helsingør Sejlklub Ungdom har derfor modtaget 40.000 kr. i tilskud, som de vil bruge på at udvide klubbens tilbud som traditionel sejlklub, hvor der kun sejles i joller, til at kunne tilbyde flere forskellige aktiviteter på og i vandet.

Alle projekterne forventes påbegyndt i 2018.

Tilskud til vinterfriluftsliv og vandsport

Andre foreninger, der har modtaget tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til faciliteter til vinterbadning og anden vandsport

  • Foreningen Sandvig på Bornholm har modtaget 25.000 kr. i tilskud til etablering af en trappe i forbindelse med opførelse af en sauna på Sandvig Havn 
     
  • Foreningen Den Selvejende Institution StreetDome i Haderslev har modtaget 30.000 kr. i tilskud til etablering af flydebro til SUP og kajak samt indkøb af SUP-brædder 
     
  • Krik og Omegns Beboerforening har modtaget 50.000 kr. i tilskud til etablering af ny vinterbadeklub i Krik
     
  • Stouby og Omegns Lokalråd har modtaget 50.000 kr. i tilskud til udlægning af en mobil badebro ved Rosenvold Strand i Stouby
     
  • Tange Roklub har modtaget 50.000 kr. i tilskud til at bygge en flydende transportable sauna på Tange Sø – særligt til gavn for vinterbadere