Nyhed

Vigtigt, at det blå friluftsliv ikke glemmes

Kano sejler i fjordhavn i Naturpark Nissum Fjord
Det er bekymrende, at det blå friluftsliv ikke er tænkt ind på lige fod med andre arealinteresser på havet, blandt andet i forhold til anlæggelse af havbrug. Det siger Friluftsrådet i et høringssvar om Danmarks nye havplan.

For første gang nogensinde får Danmark en havplan. En plan for alt, hvad der skal og må ske på Danmarks 104.000 kvadratkilometer havareal af fiskeri, sejlads, havbrug, naturbeskyttelse – og friluftsliv.

Det glæder Friluftsrådet, som i flere år har anbefalet, at der, ligesom man kender det fra landjorden, bliver lavet en samlet plan for udviklingen på havet.

”Det er positivt, at der nu bliver foretaget en sammenfattende helhedsorienteret arealplanlægning på havet,” siger formand for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen.

Han tilføjer, at Friluftsrådet dog gerne havde set, at udkastet til havplanen havde beskæftiget sig specifikt med fremme af bæredygtig turisme, rekreative aktiviteter og ikke mindst friluftsliv.

”Vi ved, at det blå friluftsliv er vigtigt for rigtig mange danskere, men selv om Havplanloven giver mulighed for at lade planlægning for fremme af turisme og friluftsliv indgå på lige fod med andre arealinteresser, er det ikke en del af udkastet. Så man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om der faktisk er tale om en reel helhedsorienteret sammenfattende arealplanlægning på havet,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Det vil være et skrækscenarie for både udøvelsen af det kystnære friluftsliv og for kystturismen, hvis bare en lille del af de ganske store arealudlæg til akvakultur virkeliggøres.
Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet

Han peger på havbrug som et af de steder, hvor Friluftsrådet ser en tydelig svaghed ved, at friluftslivet ikke er tænkt ind i havplanen på samme måde som nogle af de andre spillere, der bruger havet.

”Vi er bekymrede for konsekvenserne af, at der udlægges store områder særligt i de indre farvande som Limfjorden og de østjyske fjorde til blandt andet muslingeproduktion,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

”Mange af de udpegede farvande ligger nær større byer eller sommerhusområder, hvor der er rigtig mange, der bruger havet rekreativt. Det vil være et skrækscenarie for både udøvelsen af det kystnære friluftsliv og for kystturismen, hvis bare en lille del af de ganske store arealudlæg til akvakultur virkeliggøres," siger han.

Ros til vindmøller til havs

Et punkt i udkastet til havplanen, der glæder Niels-Christian Levin Hansen meget, er, at der ikke bliver sat specifikke direkte begrænsninger for rekreative aktiviteter på havet.

Derudover er Friluftsrådet glad for, at der ifølge udkastet ikke er planer om at bygge større anlæg nær kysten, og at de zoner på havet, der er planlagt til energi eller som stærkt beskyttede naturområder, placeres langt til havs.

”Det er vigtigt at beskytte havnaturen, og vi ser meget gerne vindmøller, men hellere store vindmøller langt til havs end små tæt på kysten. Det er vigtigt, at danskerne fortsat kan sejle, ro, dykke, fiske og bade, og det meste af det sker primært nær kysten,” siger Niels-Christian Levin Hansen.

Person på sup-board i bynært farvand
Havet gemmer på mange skjulte skatte og masser af aktivitetsmuligheder. Her kan du dykke ned i de mange muligheder, der findes ved de danske kyster, og få inspiration til gode oplevelser nær dig.
Kontakt
gitteholtze
Kommunikationskonsulent
24 64 63 91