Nyhed

Vær med og opret arrangementer til Naturens Uge

Pige med drage
Vær med til Naturens Uge og vis dit friluftsliv frem. Du og din forening kan nu oprette arrangementer og samtidig få fingrene i arrangørpakkerne, som sendes ud til jer og hjælper med at skabe synlighed om jeres arrangement.
Fakta
  • I 2020 deltog ca. 187.000 børn og voksne på Naturens Dag.
  • Naturens Uge afholdes den 6.-12. september 2021.
  • Nordea-fonden og 15. Juni Fonden støtter samlet med seks millioner kroner, der gør det muligt at udvide Naturens Dag til hele ugen.
  • Danmarks Naturfredningsforening oprettede Naturens Dag tilbage i 2004.
  • Siden 2010 har Naturens Dag været et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
  • Man kan oprette arrangementer på www.naturensuge.dk

Den årligt tilbagevendende mærkedag for natur og friluftsliv Naturens Dag har haft vokseværk og er blevet til Naturens Uge.

Formålet er det samme: At få danskere mere ud i naturen og give dem inspiration til at komme ud hele året - og resten af livet!

Med Naturens Uge åbner vi sammen dørene til naturen og viser, at det er både nemt og sjovt at få gode naturoplevelser. Det gør vi nu hele ugen - 6.-12. september. 

Bliv arrangør og få tilsendt en arrangørpakke med inspiration og merchandise

Alle kan oprette arrangementer til Naturens Uge. Blot du har lysten til at vise dit natur- og friluftsliv frem for venner og familie. 

Mange friluftsforeninger vælger at bruge muligheden til at vise de mange tilbud frem i foreningen for interesserede under Naturens Uge.  

Det er en rigtig god mulighed for at få nye medlemmer, fordi der også i løbet af ugen vil være pressedækning i hele landet og derved stor synlighed. 

Opret arrangementer og find gode tips og inspiration til at lave arrangementer på naturensuge.dk.

Sidste frist for at oprette arrangementer er den 29. august. 

I år sætter vi fokus på den eventyrlige natur 

I 2021 har Naturens Uge temaet ”Den eventyrlige natur”, og her indbyder Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening til at udforske naturens forunderlige verden.  

Eventyret i naturen er alt det ikke rugbrødsagtige, hverdagsagtige og forudsigelige, der hvor man betræder nye steder alene eller i fællesskab, mærker nye sansninger i naturen, smage, lyde, overflader, stilhed eller en forbundenhed. 

Det eventyrlige er, når vi som mennesker får ro og energi ved netop at være en del af den eventyrlige natur. 

foto af dreng med kikkert i sø og flere mennesker bagved
Det er ikke nok med en enkelt dag, når børn og voksne skal opdage alt det, man kan lave og opleve i naturen. Derfor bliver den årligt tilbagevendende Naturens Dag i september nu til Naturens Uge med arrangementer hele ugen. Det foregår i år 6.-12. september 2021.