Nyhed

Ulovlig afspæring i naturen er ikke ok

En sti i naturen, der er spærret med hegn eller truende skilte er ikke god stil. Det mener mange af de danskere, der de seneste uger har deltaget i debatten i medierne om adgang til natur.
Skilt hvorp der står skrevet "Privat område - adgang forbudt"

Skal grundejere have lov at lukke af for, at andre kan færdes på deres private strand eller markvej? Det spørgsmål er debatteret på flere medier de seneste uger, hvor Friluftsrådet har sat fokus på steder, hvor naturen lukkes af for offentligheden.

Hegn og skilte giver dårlig stemning

Et af de steder er i udkanten af Hvalsø i Lejre Kommune på Midtsjælland hvor en lodsejer for eksempel har spærret en sti til en gammel natur-spejdergrund med hjemmelavede skilte og trådhegn. Stien er den ene adgangsvej til grunden og den følger en gammel jernbanelinje i en slugt og har ligget der i årtier. På trods af flere påbud fra kommunen, senest i juni måned, er hegnet ikke taget ned. Dertil kommer at der på den anden vej til spejdergrunden, som går tæt forbi en gård, er sat skilte op med advarsel om løse hunde.

"Det går ikke, at grundejere kan spærre adgangen til naturområder ulovligt i årevis, uden at loven håndhæves af kommunerne. Sådanne sager optager folk lokalt, og de ærgrer sig over de forringede muligheder for at færdes i den natur, der findes udenfor deres hoveddør. Ikke mindst skaber forbuds- og skræmmeskilte i naturen en dårlig stemning og giver dårligere oplevelser i naturen" , siger Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet.

Skilt hvorpå der står "Privat område - løse hunde"