Pressemeddelelse

Sommerferien er fyldt med aktiviteter ved de Blå Flag

Blå Flag aktivitet i Gilleleje
Ved du, hvordan en tangnål ser ud? Og kan du fange rejer nok til en rejemad? Ved de Blå Flag kan du i løbet af sommeren prøve mange forskellige aktiviteter med havet og kysten som omdrejningspunkt.

Der skal ske noget, når der er sommerferie i Danmark. Og det gør der heldigvis også ved de 253 Blå Flag strande, havne og centre rundt omkring i hele landet.

Her kan børn og barnlige sjæle hele sommeren fange krabber og rejer, klappe en rødspætte, lave kunst med strandens materialer, lære at finde urter i strandkanten, blive klogere på sten og forsteninger og prøve at snorkle på snorklestier. Der er aktiviteter for en hver smag.

En en af de mange fordele, der er ved de Blå Flag, er nemlig, at kommunerne er forpligtede til at formidle naturen til børn og unge.

"Helt basalt set handler de her aktiviteter om at formidle naturen for børnene, så de kommende generationer får lyst til at passe bedre på naturen og miljøet - eksempelvis i forhold til den store problematik omkring plastik i vores have. Det skal leges ind, men det skal også være spændende og lærerigt," siger Bjarke Lembrecht Frandsen, der er Blå Flag-konsulent i Friluftsrådet.

Blå Flag er en international miljømærkningsordning, som administreres af Friluftsrådet i Danmark. Det Blå Flag garanterer at stranden arbejder for at sikre vores fælles natur og miljø. Gæster og lokale folk inddrages ved afholdelse af Natur- og miljøformidlingsaktiviteter og andre arrangementer for børn og unge. De informeres om, hvad man selv kan gøre for at bevare naturen, når man gæster en Blå Flag strand, havn eller et Blå Flag center. Derudover skal en Blå Flag strand være ren og velholdt, have livredningsudstyr, gode toiletforhold, affaldsfaciliteter med sortering med mere. Dette er alt sammen med til, at alle får en god oplevelse på stranden.

Du kan finde alle sommerens aktiviteter nær dig i vores aktivitetskalender: 

Hånd med søstjerner
Hele sommeren kan I prøve sjove og udfordrende aktiviteter ved de mange strande og havne med Blå Flag. Prøv at fange rejer, klappe en fladfisk, lave kunst af strandens materialer og meget mere.
Kontakt