Nyhed

Nyt kystflag til natur- og friluftstrande på vej

På billedet ses en strand med kystsikring á sten
Friluftsrådet barsler med et flag til strande, der har rent badevand, særligt fokus på natur og gode muligheder for at dyrke friluftsliv på vandet.

Næste sommer kan strande hejse et flag, der fortæller badegæsterne, at her kan de finde rent badevand, rent miljø, gode friluftsmuligheder og en usædvanlig fri og rig natur. Friluftsrådet arbejder nemlig på at udvikle et nyt kystflag som et kvalitetsstempel til strande, der har særlig natur og som understøtter friluftslivet på vandet.

”Friluftsrådet mener, at der i Danmark findes flere forskellige typer strandoplevelser, som fortjener at blive fremhævet. Danmark har en usædvanlig smuk og naturlig kyststrækning og det vil vi gerne formidle gennem et kystflag, der er tilpasset dansk lovgivning og som sætter fokus på rig natur sammen med rent badevand og sikkerhed” siger Torben Kaas, der er næstformand i Friluftsrådet.

Profil, kriterier og rammer for det nye kystflag udvikles i løbet af 2017 og lige nu undersøges mulighederne for samarbejde med andre nordiske lande og der hentes inspiration fra Storbritannien, hvor der findes flere forskellige kystflag.

Supplement til det kendte Blå Flag

Friluftsrådet administrerer i forvejen Blå Flag i Danmark og deler hvert år omkring 250 Blå Flag ud. Det nye flag er ikke en erstatning for det verdenskendte kystflag.

”Det nye flag skal være fremhæve helt andre typer af oplevelser end Blå Flag, det skal være et alternativ eller et supplerende tilbud til kommuner, der gerne vil vise, at de har nogle gode tilbud til turister og badegæster” siger Torben Kaas.

Det er i 30 år siden det Blå Flag til havne og strande blev hejst i Danmark. Siden er 47 lande kommet med i det verdenskendte kystflag.

”Blå Flag udvikler sig i en retning, som tiltrækker mange mennesker til strandene. Der er kommet større fokus på faciliteter, der gør stranden til noget ekstraordinært og som i stigende grad kræver faciliteter og personale på strandene. Vi vil også gerne sætte fokus på en anden type strande, som giver en mere naturnær eller autentisk badeoplevelse. Derfor arbejder vi på det nye flag, der vil give nogle andre muligheder for at tiltrække gæster” siger Torben Kaas.