Nyhed

Ny undersøgelse af natur og friluftsliv i sundhedsindsatsen

Natur i sundhedsindsatsen
Friluftsrådet og Syddansk Universitet udgiver nu ”Natur og friluftsliv i sundhedsindsatsen – et review af viden fra praksis”, der bakker op om, at naturen har en særlig rolle for sundheden.

Naturen og friluftslivet rummer et stort potentiale til at fremme sundheden. En hel del kommuner arbejder med at integrere naturen i deres sundhedsindsatser – men der er behov for at opsamle og dokumentere praksisviden og erfaringer med natur og friluftsaktiviteter i den kommunale folkesundhedsindsats. Denne rapport samler erfaringer fra 10 udvalgte projekter.  

”Med denne rapport får vi et samlet overblik over erfaringer på tværs af udvalgte projekter, som inddrager natur- og friluftsliv i sundhedsindsatsen. En vigtig konklusion er, at rapporterne fra praksis samlet set peger på en række fordele ved at arbejde med natur og friluftsliv i forbindelse med forebyggelse og sundhedsfremme – både for deltagerne og instruktørerne,” siger Christina Bjørk Petersen, der er projektleder på Friluftsrådets projekt Sund i Naturen, der står bag den nye rapport.

Rapporten peger blandt andet på, at natur- og friluftsforløb skaber en unik ramme for fællesskaber og understøtter nye samarbejdsformer.

Derfor arbejder Friluftsrådet på at få endnu flere kommuner til at integrere naturen i deres sundhedsindsatser - blandt andet igennem projektet Sund i Naturen.

”Der er mange gode grunde til at prioritere natur og friluftsliv i de kommunale sundhedsfremme-, forebyggelses- og rehabiliteringsindsatser. Natur og friluftsliv rummer både fysiske, psykiske og sociale sundhedsfremmende potentialer. Naturen er unik i sin mangfoldige karakter og rige udfoldelsesmuligheder, og så er den tilgængelig for os alle. Og så giver det lejlighed til at samarbejde på tværs i kommunen – både af fagligheder og på tværs af kommunale forvaltninger og civilsamfund,” siger Christina Bjørk Petersen.

Læs hele rapporten her: