Nye undervisningsmaterialer skal inspirere skoler til mere friluftsliv i undervisningen
På Ejerslykkeskolen i Odense deler underviser og koordinator i friluftsliv, Thomas krat, Friluftsrådets ønske om at få børn ud i naturen. Han arbejder, ligesom Friluftsrådet, på at få friluftsliv til at blive en integreret del af undervisningen på skolen:
"Via et samarbejde med Friluftsrådet og grejbank Fyn, er vi nu i gang med at integrere friluftsliv på alle klassetrin. Visionen er fremadrettet, at alle årgange fra 0-9. kommer til at have friluftsliv skrevet ind i deres årsplan, således at vi som skole får en naturlig tilgang til at kunne anvende naturen som et redskab til at opnå bedst mulig trivsel og faglighed", siger Thomas Krat.
Det nye undervisningsmateriale indeholder vejledning og inspiration til lærere i forhold til, hvordan friluftsaktiviteter kan indgå i idrætsfaget samt i eventuelle valgfag. Dertil indeholder undervisningsmaterialet otte forskellige videnskort til elever samt idéer til fem forskellige undervisningsforløb for skoleklasser.
"Vi arbejder hele tiden på at få flere børn ud i naturen, da det blandt andet styrker børns motorik, læring og udvikling. Børn er i skole mange timer om dagen, og derfor mener vi i Friluftsrådet, at skolen er en oplagt mulighed i forhold til at bringe flere natur- og friluftsaktiviteter ind i børnenes hverdag gennem undervisning", siger Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.