Nyhed

Ny app og hjemmeside: Se og indberet arter fundet i Danmark

nyt site og app arter.dk
På appen og hjemmesiden arter.dk kan du se hvilke dyr og planter, der er spottet hvor i den danske natur. Du kan også dele din viden med blandt andet forskerne ved at indberette dit fund.

Et egern på gaden i Roskilde. En perleedderkop i Rold Skov. En bakketidsel på den sydfynske kyst. Antallet af dyr og planter i den danske natur er enormt - med lanceringen af hjemmesiden og appen Arter kan du nu finde ud af, hvor både de almindelige og de sjældne arter i vores natur er spottet. 

Arter er lanceret for at give forskere og forvaltere et redskab til at samle og formidle viden om biodiversiteten i Danmark. Men også for at give danskerne mulighed for at lære om de cirka 40.000 forskellige arter, der er og lever i vores natur. 

“Vores natur er i krise. Mange vil heldigvis gerne hjælpe med at passe på naturen, og et godt første skridt er at lære arterne at kende,” siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse. 

Hjemmesiden og appen er opbygget sådan, at du kan søge på enten en bestemt art eller en artsgruppe som for eksempel planter, svampe, pattedyr eller insekter og se, hvornår og hvor i landet de er observeret. 

Du kan også søge geografisk og finde ud af, hvad der er spottet i nærheden af dig. 

Sitet indeholder data fra en række datakilder om over 40 millioner arter, herunder deres rødlistestatus, billeder og for nogle af arterne beskrivelser. Senere vil du også kunne bruge Arter til blandt andet billedegenkendelse - altså at du ved at uploade et billede kan få et forslag til, hvad det er for en art, du har fotograferet.

Hjælp forskerne med dine fund

En meget vigtig del af Arter er indberetninger fra danskerne om vores fund af dyr og planter i naturen. 

For mange af os er meget derude og ser mange arter. Via Arter kan vi nu hjælpe både forskerne og andre danskere med at blive klogere på, hvad der egentlig findes i den danske natur.

Det gør du ved at uploade et billede og notere hvor, hvornår og hvilken art (hvis du ved det), du har fundet. Du kan gøre det på hjemmesiden eller via appen, når du står derude, også selv om du ikke har mobildækning.

Herefter bliver arten valideret af enten en artsekspert eller ved at andre brugere stemmer på artsforslaget. 

Mange vil heldigvis gerne hjælpe med at passe på naturen, og et godt første skridt er at lære arterne at kende.
Lea Wermelin, Miljøminister

På samme måde kan du hjælpe Arter med at blive Danmarks digitale mødested om biodiversitet ved at gå ind og stemme på artsbestemmelsen af de fund, andre indberetter.

Sitet og appen er gratis at bruge, og du skal ikke være ekspert på insekter, svampe, krybdyr eller andre artsgrupper - Arter er for alle naturinteresserede danskere.  

Arter er udviklet som et samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum, Miljøstyrelsen, Naturhistorisk Museum Aarhus og DanBIF og er støttet af bl.a. AAGE V. JENSENS NATURFOND og 15. Juni Fonden. 

Børn der fisker ved fjorden
Spændende formidling af naturen er med til at inspirere flere til at komme ud - og til at øge viden og forståelse for naturen. Derfor arbejder Friluftsrådet for at udvikle naturformidling og understøtte naturvejledningen.